Vælgermøde på nippet til at blive aflyst

Et vælgermøde i Nuuk torsdag aften var tæt på at blive aflyst, da der simpelthen ikke var dukket nok vælgere op. Ordstyrer påpeger, at mødet måske ikke er annonceret godt nok.

Arkivfoto

I disse dage afholdes der mange vælgermøder, da der som bekendt skal være valg til både Inatsisartut og kommunalvalget den 6. april.

Der er blevet gennemført flere vælgermøder på skoler og institutioner i Nuuk, og klokken 19.00 i går torsdag, blev vælgermødet startet på skolen Atuarfik Hans Lynge i Nuuk-bydelen Qinngorput.

Men ved mødets start, blev der drøftet blandt kandidaterne, om vælgermødet overhovedet skulle gennemføres. Der var tilhørere nok, men langt de fleste af dem var fra de forskellige partier, mens der var kun en håndfuld tilhørere, som ikke var fra partierne.

- Diskussionen gik på, om det ville give mening at holde vælgermødet for partisoldater, og om nogle ønskede, at stille uddybende spørgsmål - kun til deres egne kandidater. En gængs metode til at nogle kan få mere taletid end andre. Det ville ordstyreren ikke gå med til, fortæller Juaaka Lyberth, som stiller op til kommunalvalget for IA, til Sermitsiaq.AG.

Flere tilhørere kom til

Ordstyrer ved vælgermøde Linda Petersen, bekræfter over for Sermitsiaq.AG, at det blev drøftet at aflyse mødet.

- Men under drøftelsen kom der flere neutrale tilhørere, og for at respektere dem, blev vi alle enige og fortsatte vælgermødet. Første time for kandidater til Inatsisartut, mens det andet del af mødet foregik om kommunalvalget, siger hun.

Hun oplyser, at mødet blev afholdt, så dem der bor i Qinngorput, får chancen for at overvære kandidaterne på tæt hold.

- Vi har tidligere afholdt møde i Atuarfik Samuel Kleinschmidt i Nuuk-bymidten, og der kom mange neutrale tilhørere. Måske har vi været for dårlige til at annoncere, at der skulle holdes vælgermøde i Qinngorput, påpeger Linda Petersen.

Svært med restriktioner

Juaaka Lyberth er enig og håber på, at der skal afholdes flere vælgermøder for de personer, som ikke tilhører et bestemt parti:

- Der er jo coronarestriktioner, der gør, at det kan blive besværligt at holde vælgermøderne. Jeg håber på, at der kan findes løsninger, så vi ikke ender i samme situation igen, siger han.

Linda Petersen oplyser, at der skal være evaluering omkring, hvordan vælgermøderne kan planlægges bedre. Det vil ske fredag.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS