Vaccine: Kun to ud af tre takker ja i syd
To ud af tre borgere, der har fået tilbudt vaccine mod corona har sagt ja og dermed fået den første stik, da vaccinetogtet kom forbi Sydgrønland i sidste og forrige uge.
Borgere over 18 år i 14 bosteder, deriblandt to byer i Sydgrønland har fået tilbud om vaccine mod coronavirus. I alt har 66 procent af de voksne på 18 år og ældre, der kan vaccineres lagt arm til vaccinen.
Dermed har 34 procent af den voksne befolkning i Sydgrønland sagt nej:
- Det er utilfredsstillende lavt. Vi vil jo gerne have andelen så højt som muligt under alle omstændigheder, da vi kun kan vaccinere den voksne befolkning, siger landslæge Henrik L. Hansen.
Det er i alt 2.704 personer på 18 år og derover, bosat i to byer og 12 bygder i Sydgrønland, som har fået tilbudt vaccinen. Af dem er 1.787 blevet førstegangs vaccineret. I bygderne er 59% af de voksne blevet vaccineret, mens gennemsmittet i Narsaq og Nanortalik er 69%.
Halvdelen af befolkningen med vaccine
I alt er der 3.499 personer i Narsaq, Nanortalik, Ammassivik, Arsuk, Eqalugaarsuit, Igaliku, Narsarmijit, Qassiarsuk, Qassimiut, Saarloq, Tasiisaq, Aappilattoq, Nanortalik, Narsaq, Alluitsup Paa og Narsarsuaq, som inspektionsskibet Knud Rasmussen sejlede forbi med en last af vacciner.
Og når 1.787 ud af hele befolkningen på 3.499 er vaccineret, så er det kun halvdelen af den samlede befolkning i Sydgrønland, der har fået et stik på armen.
- Det opnåede resultat med førstegangs vaccination af 51procent af den samlede befolkning sikrer på ingen måde mod en epidemi, står der i notat om status på vaccination i Sydgrønland fra landslægeembedet.
- Vi opnår ikke fuld beskyttelse af befolkningen, når andelen af vaccinerede ligger så lavt. Det mest optimale ville være, hvis minimum 65 procent af hele befolkningen er vaccineret, siger Henrik L. Hansen.
Kan påvirke åbning af samfund
Landslægen oplyser, at en lav tilslutning til coronavacciner kan påvirke åbning af samfundet. Han understreger, at der ikke er taget en politisk beslutning om at sætte mål på andel af vaccinerede, men en alt for lav vaccinetilslutning øger risiko for en eventuel udbrud af coronavirus i landet.
- Hvis man står i en situation, hvor få er vaccineret, så kan man forestille sig, at det kan påvirke en eventuel åbning af samfundet. Vi ønsker så mange vaccinerede, at der ikke opstår udbrud af sygdommen ved en eventuel åbning, fortæller Henrik L. Hansen.
Han oplyser, at de personer, der for nu har sagt nej til vaccinen, vil blive tilbudt det igen, når vaccinetogtet kommer forbi Sydgrønland igen i perioden fra den 10. til 18. maj 2021.