Vaccine-topchef: Tredje stik kan blive nødvendigt

Vaccineproducent ser muligt behov for både en tredje dosis af covid-19-vaccine samt en årlig genvaccinering.

Personer, der er fuldt vaccineret med covid-19-vaccinen fra Pfizer, skal "sandsynligvis" have et tredje stik inden for et år for fortsat at være beskyttet mod virusset.

Desuden kan årlige vaccinationer mod coronavirusset blive nødvendige.

Det siger det amerikanske selskabs topchef, Albert Bourla, i et interview med den amerikanske tv-station CNBC.

- Et muligt scenarie er, at der sandsynligvis er brug for en tredje dosis et sted mellem seks og 12 måneder (efter det andet stik, red.). Og derefter vil der være en årlig genvaccinering, men det er alt sammen noget, vi skal have bekræftet, siger Bourla.

- Det er ekstremt vigtigt at nedbringe puljen af personer, der kan være modtagelige for virusset, siger han.

Beskyttelsestid

Forskere ved på nuværende tidspunkt ikke, i hvor lang tid vaccinerne yder beskyttelse mod coronavirusset.

Tidligere denne måned oplyste Pfizer, at dets vaccine beskytter i op til seks måneder efter den anden af de to doser, som selskabet anbefaler for at opnå fuld effekt.

Forskere har endnu ikke tilstrækkeligt med information til at fastslå, om beskyttelsen varer længere end seks måneder.

Dr. Anthony Fauci, der er den ledende amerikanske statsepidemiolog, forventer heller ikke, at det vil være tilstrækkeligt at blive vaccineret bare en gang - eller med blot to doser for de vacciner, som kræver det.

Behov for booster-vacciner

- Hvis de viser sig at holde et år eller halvandet, så kan det meget vel være, at vi har behov for booster-vacciner for at holde beskyttelsesniveauet oppe, siger Anthony Fauci torsdag til CNBC.

Ifølge Fauci er det "meget sandsynligt", at effekten af vaccinerne fra Pfizer og Moderna vil vare i en "betydeligt længere periode" end et halvt år.

Vaccinerne mod corona er dog ganske nye, og derfor er seks måneder noget af det længste, man indtil nu har kunnet følge.

Powered by Labrador CMS