Uummannaq: Kajbyggeri kan gå i gang
Udvidelsen af skonnertkajen i Uummannaq kan nu gå i gang, da Naalakkersuisut har godkendt projektet efter en høring om miljøkonsekvenserne.
For at forbedre forholdene for fiskeriet i Uummannaq skal skonnertkajen udvides, og der skal gøres plads til flere byggefelter ved havnen i byen.
Efter at projektet har været i høring har Naalakkersuisut 17. juli givet en VVM-godkendelse. Godkendelsen er givet på baggrund af høringen og en redegørelse, der beskriver projektets miljømæssige konsekvenser.
Ifølge projektets tidsplan skal anlægsarbejdet gå i gang hurtigst muligt, og det forventes afsluttet i oktober i år.
Godkendt med betingelser
Den udvidede skonnertkaj skal være klar til at tage i brug inden årets udgang.
I forhold til projektets påvirkning af miljøet har der blandt andet været bekymring over støjpåvirkning af havpattedyr.
I godkendelsen fra Naalakkersuisut følger der derfor en række betingelser med. Én af dem er, at hvis man ikke færdig med nedramning af spunsvæg inden 1. oktober, så skal der bruges et såkaldt boblegardin for at minimere udbredelsen af undervandsstøj.
Hele VVM-godkendelsen kan læses på Naalakkersuisuts hjemmeside.