USA's luftvåben følger julemanden

Mens julemandens hjemmeside er nede for andet år i træk, træder USA til med et site, der følger julemandens rejse jorden rundt.

Grønlands måske største brand, Julemanden, kan følges på et amerikansk website, når han tager sin verdenstur i dag. Foto: Nuuk Turism

Utålmodige børn kan via det amerikanske luftvåbens særlige radar følge julemandens rejse Jorden rundt.

Når julemanden pakker kanen til bristepunktet med gaver og spænder rensdyrene for, kan børn og andre utålmodige juleelskere følge ham på ruten.

Fra omkring klokken 9.00 viser en særlig radar, som USA's luftvåben hævder at være i besiddelse af, hvor på kloden den rødklædte gaveuddeler befinder sig.

Man kan følge med på adressen www.noradsanta.org, hvor der også er links til julemandens værksted og spil at fordrive den lange ventetid med.

Luftvåbnet oplyser, at ny teknologi har gjort det muligt at følge julemandens færden på grund af det infrarøde lys, der udgår fra rensdyret Rudolfs tud.

En videooptagelse fra julemandens tur rundt til alle verdens børn på juleaften sidste år viser ham passere berømte bygningsværker som Kreml i Moskva, Taj Mahal i den indiske by Agra, Eiffeltårnet i Paris og Empire State Building i New York.

Det amerikanske luftvåbens tradition med at følge julemandens rute stammer helt tilbage fra 1955, da en butik i Denver, Colorado, i en julereklame i en avis opfordrede børn til at ringe til butikken.

Ved en fejl var det telefonnummeret til luftvåbnet - der ligeledes ligger i Colorado - der var trykt i reklamen.

Men her var oberst Harry Shoup med på legen, da det første opkald kom, og Shoup fik sine ansatte til at "checke" julemandens position på radaren.

De børn der ringede ind, blev opdateret om, hvor langt kanen med gaver var nået.

I de efterfølgende år udviklede det sig til en tradition, hvor frivillige sad ved telefonerne og talte med børnene.

Siden er internettet kommet til, så mange flere over hele verden kan følge julemanden på hans rute.

Det skriver ritzau.

Powered by Labrador CMS