USA: Højeste antal virusdødsfald

Over 5000 er døde i USA som følge af coronavirusset, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University torsdag.

Mennesketomme gader i New York. Her ved porten til Chinatown, der normalt syder af live alle døgnets 24 timer.

USA sætter en trist rekord med 884 registrerede dødsfald det seneste døgn.

Det er det hidtil højeste antal dødsfald på et døgn i landet, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University natten til torsdag dansk tid.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I alt er over 213.000 mennesker konstateret smittet med coronavirus i USA. Heraf er over 8000 meldt raske igen.

USA har samlet set over 5000 dødsfald som følge af virusset.

Det er tredjeflest på verdensplan, kun overgået af Spanien med over 9000 døde og Italien med over 13.000 døde.

Det er anden dag i træk, at USA registrerer over 800 dødsfald på et døgn.

Værst i New York

Værst står det til i delstaten New York, der rummer millionbyen New York City. I byen med 8,6 millioner indbyggere er over 1100 døde som følge af virusset.

På verdensplan er over 930.000 personer blevet registreret som smittet. Heraf er over 193.000 meldt raske igen.

Italien er stadig det land, der har registreret flest dødsfald på et døgn. 27. marts blev der registreret 969 døde med virusset i landet, skriver AFP.

I Danmark er 3355 personer torsdag blevet testet positiv for coronavirusset. 104 er døde, og 146 er i øjeblikket indlagt på intensivafdelinger. Det viste tal onsdag aften fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut (SSI).

1. april meldte SSI for første gang ud om antallet af raskmeldte danskere efter smitte med coronavirus. Det tal lød onsdag aften på 894.

USA's præsident, Donald Trump, der tidligere har nedspillet pandemiens påvirkning i USA, sagde onsdag, at "vi får et par uger fra nu, der bliver forfærdelige".

Søndag estimerede direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA, Anthony Fauci, at mellem 100.000 og 200.000 kunne dø i USA som følge af coronavirusset, skriver AFP.

Powered by Labrador CMS