Gå til hovedindhold

Usædvanligt forløb om skolebyggeri

Byggeriet af en ny skole og elevhjem i Qassiarsuk venter på sjette år på at blive realiseret, fordi kommunen pludselig skiftede holdning til hele projektet og dets placering.

Tilbage i 2015 blev det besluttet at slå byggeriet af et nyt elevhjem og en ny skole sammen i Qassiarsuk. Men mere end fem år senere er projektet ikke afsluttet, og en yderligere forsinkelse har ramt projektet, fordi politikerne i Kommune Kujalleq pludselig drog tvivl om placeringen og sammenlægning, netop som entreprenøren skulle i gang med at lave fundamentet tilbage i sommeren 2020.

Det usædvanlige forløb fremgår af et paragraf 37-svar, som Naalakkersuisoq for Uddannelse Katti Frederiksen har givet IA-politikeren Stine Egede.

- Anlæg af skole- og elevhjemmet i Qassiarsuk startede planmæssigt i juni 2020. Planen var herefter, at skole- og elevhjemmet skulle være klar til brug i 2021, oplyser Katti Frederiksen.

Kontramelding

Den 15. juni meddeler kommunen, at den godkender placeringen af skole- og elevhjemmet, men blot to uger senere modtager Selvstyret en kontramelding.

- Den 30. juni anmodede Kommune Kujalleq om at opgravning til fundament for kommende skole- og elevhjem skulle stoppes hurtigst muligt, indtil Kommunalbestyrelsen havde drøftet projektets placering, skriver naalakkersuisoq.

Det resulterede i, at entreprenøren den 3. juli fik besked om ”at indstille arbejdet indtil Selvstyret får en nærmere besked fra Kujalleq”.

- En endelig ibrugtagning af skole- og elevhjem er derfor udskudt til en endnu ikke fastsat dato, oplyses det.

Lytter til borgerne

Borgmester Kiista P. Isaksen ønsker ikke at kommentere sagen, men lader derimod den fungerende kommunaldirektør Dorthe Bidstrup stå for kommunens udlægning af forløbet.

Hvorfor stoppede man byggeriet?

- Politisk har man valgt at lytte til borgernes ønske om at opdele skolen og elevhjemmet. Ligesom man ønsker at se på muligheden for en ny placering, siger Dorthe Bidstrup.

At der er gået mere end et halvt år forklares med, ”at sagen endnu ikke er afgjort og har skullet igennem flere politiske udvalg. Økonomiudvalget har desuden ønsket forhandlinger med flere selvstyreudvalg, som har trukket ud og afventer”.

- Det er besluttet, at skolen skal bygges hvor den daværende skole lå, og elevhjemmet flyttes til et areal ved siden af det gamle elevhjem, oplyser Dorthe Bidstrup.

Hvornår regner du med, at entreprenøren kan gå i gang?

- Det er vores håb, at man går i gang så tidligt på foråret som muligt, lyder svaret fra Dorthe Bidstrup.

Finansieret af Selvstyret

Det er midler fra Selvstyret, der finansierer projektet, da det stammer fra før beslutningen i 2018 om at anlægsmidler på førskole- og skoleområdet skulle overdrags fra Selvstyret til kommunerne.

- For byggeri af skole/elevhjem i Qassiarsuk gjaldt det, at denne skulle færdiggøres af Naalakkersuisut med udgangspunkt i det godkendte projekt fra 2017. Finansiering af projektet skulle udmøntes fra hovedkontoens uforbrugte midler fra tidligere år, oplyses det.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER