USA stiller skarpt på Alaska - giver nye muligheder for Ilisimatusarfik

USA har skærpet sit fokus på Alaska, der skal være en vigtig partner i Arktis. Det ændrede fokus fra supermagten har resulteret i et samarbejde mellem Ilisimatusarfik og et nyt videnscenter om arktisk sikkerhed i Anchorage, fortæller lektor.

Centret Nasiffik på Ilisimatusarfik får en vigtig samarbejdspartner i Anchorage, Alaska, som følge af USA's ændrede fokus på staten og Arktis.
Offentliggjort

I efteråret offentliggjorde USA en ny national strategi for Arktis, der gælder det kommende årti.

Strategien indeholder et ændret fokus på staten Alaska, og det udmønter sig blandt andet til fordel for Nasiffik - Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Ilisimatusarfik:

- Alaska bliver opprioriteret.

- Man er i gang med at åbne et center omkring sikkerhed i Arktis, som kommer Ilisimatusarfik til gavn, fordi vi kan lave nogle større ting i samarbejde med dem, siger leder af centret, lektor Rasmus Leander Nielsen.

Han forklarer videre, at det nye amerikanske forskningscenter ligger i Anchorage, Alaska, og kan blive en af Nasiffiks vigtigste samarbejdspartnere.

Diskussionerne ligner dem i Kongeriget

Det er USA's forsvarsministerie, der står bag centeret - The Ted Stevens Center for Arctic Security Studies. Oprettelsen af centret i Alaska er et led i et ændret fokus på delstaten i USA's nationale strategi:

- Det er glædeligt, at der er så meget fokus i strategien på at ville samarbejde med ledere i Alaska, så den arktiske del af USA ikke bare er omtales som et oliedepot, som det i periode er sket, siger Rasmus Leander Nielsen.

Ifølge lektoren har man i USA nogle diskussioner, som faktisk er parallelle til dem i Kongeriget om samarbejdet mellem Danmark og Grønland:

- Alaska har været lidt den glemte stat. Det har været det vilde vesten, som har været en ressource, men som ikke har været prioriteret. Nu er der et signal om, at Alaska skal være en mere ligeværdig partner; lidt som Kongeriget Danmark er i Arktis gennem Grønland, så er USA i Arktis via Alaska, og man vil tage det lidt mere alvorligt, forklarer Rasmus Leander Nielsen.

Småt med nyt om Grønland

- Man kan mærke interessen og satsningen på Arktis og på Alaska, siger han videre.

Selvom den amerikanske strategi understøtter et øget fokus på Alaska, fortæller den ikke meget nyt om USA's hensigter i Grønland.

- Grønland spillede faktisk en større rolle i EU's arktiske strategi, der kom et år før den her. Der var et helt afsnit om Grønland. Strategien skal også læses i lyset af, at USA indtil for små fem år siden har siddet på perronen og ventet med hensyn til Arktis.

- I forhold til Grønland er det stadig svært at blive klog på, hvad det er præcist amerikanerne vil, siger Rasmus Leander Nielsen.

Åben for fremtidigt russisk samarbejde

Med hensyn til en eventuel militær oprustning fra USA's side i Arktis er der heller ikke noget konkret i strategien, der fortæller om USA's hensigter. Til gengæld hæfter forskeren sig ved, at der er en åbenhed over for arktisk samarbejde med Rusland på et senere tidspunkt.

- Det er skrevet ret vagt, men man anser Arktisk Råd og internationalt samarbejde som noget, man også skal satse på i fremtiden. Der er dog ikke nogen køreplan for, hvordan man kan genoprette samarbejdet med Rusland, siger Rasmus Leander Nielsen.

Powered by Labrador CMS