USA roser øget overvågning i Arktis

Danmark vil sætte en stor radar op på Færøerne og have droner, der skal overvåge luftrum over Grønland.

Offentliggjort

Det er velkendt, at der er store huller i den danske overvågning af Arktis, hvor flere store lande har strategiske interesser.

Danmark får dog ros af USA for den øgede overvågning, som blev aftalt tidligere på året om blandt andet en stor radar, der skal opstilles på Færøerne, og droner, som skal overvåge luftrummet over Grønland.

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, er glad for initiativet.

- Danmark tager et skridt frem med investeringen på omkring 1,5 milliarder kroner, siger han på et pressemøde mandag i København under et besøg.

- Det giver gennem teknologi en kapacitet til at vide, hvem der gør hvad og hvor på et hvilket som helst tidspunkt. Det er som regel vigtigt for at opretholde sikkerheden.

Den øgede overvågning skal opdage russiske fly, der flyver over Færøerne og Grønland og finde russiske ubåde i de arktiske farvande.

Vigtig allieret

Rigsfællesskabets råderet over dele af Arktis gør Danmark til en endnu vigtigere allieret. Det bliver i dele af diplomatiet betegnet som Grønlands-kortet.

Både den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), og hans amerikanske kollega betoner vigtigheden af øget overvågning i Arktis.

Amerikanerne er særligt interesserede i, at Danmark forbedrer sin overvågning af kongerigets sø- og luftterritorie.

Blinken sætter pris på den danske indsats og kommer ikke ind på, om han gerne så en øget indsats, hvilket flere forskere har spekuleret i.

- Vi sætter meget pris på den rolle, som Danmark spiller ved at hjælpe med at gøre det. Og det er en af de ting, som vi ser på sammen frem mod Nato-mødet om en måned, siger Antony Blinken.

Den amerikanske udenrigsminister er mandag i Danmark, som han besøger i forbindelse med sin deltagelse i et møde i Arktisk Råd, der finder sted 19.-20. maj i Island.

Den amerikanske udenrigsminister er dog knap så positiv, da han bliver spurgt til ambitionen om, at Nato-landene skal øge deres udgifter på forsvar.

Holder øje

- Vi holder øje med behovet for, at vores allierede og partnere lever op til, hvad der blev aftalt på et topmøde i Wales. Det er et vigtigt skridt at afsætte ressourcer.

- Vi holder fortsat øje med, om vores partnere forsætter med at skabe fremskridt ved at afsætte en passende procentdel af deres budget på forsvar, siger Blinken.

Danmark har på et Nato-topmøde i Wales i 2014 forpligtet sig til at arbejde henimod at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på udgifter til Forsvaret.

Kofod nævner, at Danmark bidrager på andre måder ved at lede Natos mission i Irak og indsatsen i Baltikum og Polen.

Powered by Labrador CMS