USA overvejer atomreaktor på Pituffik

Er de grønlandske og danske myndigheder involveret i overvejelserne, spørger Samarbejdspartiet.

Ifølge det amerikanske medie Military Times og offentligt tilgængelige rapporter arbejder det amerikanske forsvar med en plan om at opstille små atomreaktorer på svært tilgængelige militærbaser.

I midten af april har det amerikanske forsvar meldt ud, at man nu vil konstruere og teste en prototype af de små reaktorer - projektet kaldes "Project Pele".

Atomreaktorerne skal kunne transporteres i tyve fods containere og sikre energiforsyningen på baser, hvor det kan være svært og dyrt at fragte brændstof til.

Kunne ende på Thule

En rapport fra 2018 har identificeret de baser, hvor det amerikanske forsvar med fordel kan opstille reaktorerne, og på den liste er Pituffik.

Samarbejdspartiet stiller i en pressemeddelelse spørgsmålstegn ved, om de grønlandske og danske myndigheder er opmærksomme på denne udvikling:

- Samarbejdspartiet kan ikke umiddelbart vurdere, om det nye amerikanske ”Project Pele” er hensigtsmæssigt eller nødvendigt i relation til Thule Air Base, men belært af de historiske erfaringer finder Samarbejdspartiet et påtrængende behov for at få klarlagt om grønlandske eller danske myndigheder har været eller er inddraget i de amerikanske overvejelser om de mobile nukleare mikroreaktorer, der efter de amerikanske overvejelser bl.a. ønskes placeret i Grønland ved Thule Air Base, skriver partiet i en pressemeddelelse.

Pituffik har haft atomreaktor før

Med hensyn til de historiske erfaringer henviser Samarbejdspartiet til den amerikanske base Camp Century, der blev bygget under Indlandsisen men senere lukket. Basen fik energi fra en transportabel atomreaktor i en årrække.

Ifølge Military Times blev reaktortypen fra Camp Century opgivet, fordi den viste sig for upålidelig og omkostningsfuld at drive.

Sermitsiaq.AG arbejder på en kommentar til sagen fra Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS