USA - nu med i dansk valg retorik

En rød regering vil med kravet om undersøgelser svække forholdet til USA, mener regeringen. »Latterligt,« mener S-SF.

Forholdet til USA vil svækkes med en rød regering, siger to minstre til Berlingske tirsdag. Foto: AP

To ministre går til modangreb på oppositionspartierne, der har bebudet en omfattende kommissionsundersøgelse af Danmarks grundlag for Irakkrigen, de danske fangeudleveringer i Afghanistan og CIAs mulige brug af dansk, grønlandsk eller færøsk luftrum til fangetransporter.

En sådan kommissionsundersøgelse vil ifølge udenrigsminister Lene Espersen ( K) og udviklingsminister Søren Pind ( V) skade det danskamerikanske forhold, skriver Berlingske Tidende tirsdag.

- En rød regering vil få en meget dårlig start på forholdet til USA, hvis man starter med at så mistillid til samarbejdet med Danmark gennem de sidste ti år. De tre forhold er allerede grundigt undersøgt. Det vil i Washington blive fortolket derhen, at en ny regering ikke tror på, at fundamentet i dansk-amerikanske forhold er i orden. At man tror, at der er noget fordækt, siger Lene Espersen.

Hun tror ikke på, at en ny kommissionsundersøgelse vil føre noget nyt med sig, da spørgsmålene allerede er stillet én gang.

- Vi har stillet alle spørgsmålene til amerikanerne, som vi har haft et tæt forhold til. Hvorfor i alverden skulle amerikanerne give et mere grundigt svar, hvis Mogens Lykketoft stiller spørgsmål på vegne af Frank Aaen ( Enh., red.), siger Lene Espersen.

Powered by Labrador CMS