Urørlige GSS vinder dobbelt GM-guld igen

For 12 gang i træk vinder mandskabet fra Nuuk-klubben GSS dobbelt guldmedalje ved grønlandsmesterskaberne i håndbold.

GSS er grønlandsmestre både for herrer og kvinder i håndbold for 12 mesterskaber i træk

GSS fra Nuuk er suverænt den bedste håndboldklub i Grønland.

Holdet har vundet samtlige mesterskaber siden 2010, og søndag blev det ligeledes til dobbelt guldmedalje, da GSS blev grønlandsmestre for herrer og kvinder.

Herrernes finale startede som lyn og torden for GSS og Ilulissat-holdet Nagdlunguak'. Holdene stod helt lige efter 12 minutter af kampen, da der stod 6-6. Men så trak GSS fra og så sig aldrig tilbage. Holdet førte med 17-10 ved pausen.

Efter pausen fortsatte Nuuk-mandskabet deres hurtige spil, og kampen blev aldrig rigtig spændende. Forsvaret stod godt, og deres keepere brilierede med gode redninger.

Kampen sluttede 33-20, og GSS kunne dermed kalde sig igen grønlandsmestre for herrer.

Forsvarskamp

Før herrernes finale spillede GSS mod deres byrivaler NÛK i kvindernes finale.

Der var stor fokus på forsvarsspillet fra begge hold. Der blev ikke scoret mange mål i første halvleg, hvor der blev sat fysik ind på forsvarsspillet, hvor begge hold havde deres udfordringer med at score mål. Keeperne fra begge hold spillede også strålende i kampen. GSS var dog en tand skarpere foran målet, og førte med et mål, 10-9, ved pausen.

Det stærke forsvarsspil fortsatte, hvor holdene fulgtes ad ved stillingen 12-12 efter ni minutter i anden halvleg. Men så trak GSS afgørende fra. NÛK scorede blot et mål i 20 minutter, hvilket blev udnyttet af GSS. Kampen sluttede 20-15, og dermed gik guldet til GSS for kvinder.

Hos herrerne vandt Aqigsiak' fra Maniitsoq deres bronzekamp mod hjemmeholdet NÛK, da Maniitsoq-holdet vandt kampen med 34-27, mens Holdfællesskabet vandt bronzekampen hos kvinderne, da de vandt over K-33 fra Qaqortoq med 27-19.

Herrer:

  • Guldmedalje: GSS, Nuuk
  • Sølvmedalje: Nagdlunguak', Ilulissat
  • Bronzemedalje: Aqigssiak', Maniitsoq
  • 4. plads: NÛK, Nuuk
  • 5. plads: Holdfællesskabet

Kvinder:

  • Guldmedalje: GSS, Nuuk
  • Sølvmedalje: NÛK, Nuuk
  • Bronzemedalje: Holdfællesskabet
  • 4. plads: K-33, Qaqortoq
Powered by Labrador CMS