Urne stjålet i DK: Familie desperat før begravelse i Nuuk

Ukendte gerningsmænd har smadret en bilrude og stjålet værdigenstande fra en grønlandsk familie i København. Nu mangler urnen med asken fra deres mor, som skulle med til Grønland torsdag og begraves i Nuuk.

Dansk politi er ved at undersøge videoovervågningen fra gerningsstedet.
Offentliggjort

Familien er knust.

Sikkerninnguaq Heilmann og hendes familie er i dyb sorg efter, at der i løbet af onsdag nat/morgen er blevet begået indbrud i deres bil på Vodroffsvej på Frederiksberg i Danmark. Der er blevet stjålet flere ting, herunder en vinterjakke og en rygsæk med pas og flybilletter. Men det er ikke det værste.

Urnen med Sikkerninnguaq Heilmanns mor Ulla Sofie Heilmann Madsens aske er væk.

Det fortæller Sikkerninnguaq Heilmann, som i øjeblikket er sammen med dansk politi. Hun er grådkvalt, da Sermitsiaq.AG taler med hende.

Politiet undersøger sagen

Sikkerninnguaq Heilmann fortæller, at hun og hendes familie har været i kontakt med en nærliggende kiosk, der har overvågningskameraer, som afslører, at tyvene har placeret urnen med hendes mors aske ude på fortovet efter indbruddet i bilen. De har tilsyneladende ikke taget den med sig, men det har en anden. For den står der ikke længere.

Politiet er ved at undersøge videoen fra kameraerne nærmere.

Sikkerninnguaq Heilmann har skrevet et opslag på Facebook, hvor hun gør det klart, at familien rigtig gerne vil have urnen tilbage inden i morgen tidlig klokken 7, hvor familien har planlagt at rejse til Nuuk for at begrave den.

- Hvis nogen ved, hvor hun (urnen, red.) er, eller du har hendes aske, som er i en lille sort kasse med en hvid urne, hendes navn er Ulla Sofie Heilmann Madsen, så må I meget gerne sætte hende nede ved døren og ring, vi vil bare gerne have hende tilbage og ikke andet, skriver hun.

Man kan også ringe til Sikkerninnguaq Heilmann på telefon. Hun lover, at der ikke vil ske politianmeldelse, hvis nogen returnerer urnen med hendes mors aske.

Powered by Labrador CMS