lukkethed

Uran: Kontroversiel lovændring stækker borgernes rettigheder

Miljøorganisationerne raser over Naalakkersuisut ændringsforslag i Råstofloven, der afskaffer borgernes ret til aktindsigt i sager om uranudvinding og anden minedrift

Døren er lukket til Kuannersuit

De fire miljøorganisationer Avataq, Det Økologiske Råd, Noah og Vedvarende Energi advarer mod denne kontroversielle beslutning, der i strid med Aarhus-konventionen vil reducere borgernes adgang til miljøinformation, deres inddragelse i beslutningsprocesserne, og deres mulighed for retslig efterprøvning og klagegang, skriver de i en fælles pressemeddelelse.

Mikkel Myrup, formand for Avataq, mener, at det klinger hult, at grønlandske og danske politikere har forsvaret ophævelsen af uranforbuddet med, at Grønland indfører de højeste miljøstandarder for uranudvinding i verden, når Naalakkersuisut nu vil give afkald på at følge Aarhus-konventionens bestemmelser, fremgår det af meddelelsen.

Aarhus-konventionen er en konvention om åbenhed, der giver offentligheden adgang til oplysninger om, og medvirken i beslutningsprocesser om lokale, nationale og internationale miljøsager. Det har fokus på samarbejdet mellem offentligheden og offentlige myndigheder.

Forslaget om at fjerne aktindsigt blev fremsat samtidig med en ekspert-workshop i Nuuk, der skulle forberede den fremtidige lovgivning på uranområdet, fremgår det af pressemeddelelsen fra de fire miljøorganisationer. Deltagerne har hidtil været hemmeligholdt, men nu er det kommet frem, at repræsentanter for det australske mineselskab, Greenland Minerals and Energy, GME, der ejer det enorme Kuannersuit/Kvanefjeld-uranmineprojekt, har deltaget i workshoppen. Den danske forskningsinstitution, DIIS, stod for at lede workshopppen, som var hermetisk lukket for offentligheden, siger de fire miljøorganisationer.

Bo Normander, formand for Det Økologiske Råd mener ifølge pressemeddelelsen, at det er uhørt, at et kontroversielt mineselskab som GME deltager direkte i en hemmelig lovgivningsproces, hvortil repræsentanter for civilsamfundet er forment adgang.

- Det vil klæde den grønlandske regering at involvere uafhængige eksperter og repræsentanter fra civilsamfundet i planlægningen af reguleringen af uranminedriften, siger han og undrer sig over, at DIIS som en uafhængig forskningsinstitution, har involveret sig i at organisere dette seminar, uden at sørge for en tilstrækkeligt bred sammensætning af deltagere, siger han i følge pressemeddelelsen.

For nylig kom det frem, at Kuannersuit-projektets malmkoncentrationsanlæg i løbet af minens levetid vil kunne producere op mod 900 millioner tons giftigt affald. Hertil kommer snesevis af millioner tons stærkt radioaktivt affald fra raffinaderiet. Dette skal ses i lyset af, at der ikke hidtil er blevet ryddet op efter nogen uranmine i verden på en forsvarlig måde.

Palle Bendsen, Noahs Urangruppe, mener, at en lovgivning kun på mineindustriens betingelser ikke er vejen frem.

- Det er helt afgørende for de følger et storskalaprojekt vil få for befolkningens sundhed og miljøet, at alle risici lægges frem for offentligheden i tide. Der skal opbygges tilstrækkelig kapacitet hos myndighederne og et solidt juridisk rammeværk, så man kan vurdere, overvåge og reducere de negative konsekvenser fra Kuannersuit og andre uranmineprojekter, siger Palle Bendsen i følge pressemeddelelsen fra de fire miljøorganisationer.

Læs her: Forslag til ændring af Inatsisartut-lov nr. 7 af 7. december 2009 om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydninger herfor (råstofloven), 12. juni 2014

Læs GME Company Announcement, 23rd June, 2014

Læs yderligere om GME, se: Kronik i Information, 28.11 2013: Ingen kontrol med grønlandsk uran

Internationale konferencer i Nuuk og København dokumenterer, at uranudvinding er problematisk

Powered by Labrador CMS