Ups: Siumut fik ikke afleveret kandidatlister til alle kommuner

Klokken tolv tirsdag middag udløb fristen for indlevering af kandidatlister til kommunalvalget, men to kommuner manglede lister for Siumuts kandidater. Valgnævnet træder sammen klokken 14, for at finde en løsning på sagen.

Siumut landsmøde i Sisimiut
Arkivfoto
Offentliggjort

Siumut har tirsdag klokken 11.44 afleveret alle såkaldte kandidatpartilister hos én kommune. Nemlig Kommuneqarfik Sermersooq. Det oplyser partisekretær Bent Møller til Sermitsiaq.AG.

Han har ikke yderligere kommentarer til, at lovgivningen kræver, at listerne afleveres i hver valgkreds, altså i de pågældende kommuner.

Inatsisartutlov nummer 27 om valg til kommunalbestyrelser, bygdebestyrelser og menighedsrepræsentationer

§ 15. Anmeldelse af kandidater, som opstiller for et parti, skal ske på de af valgbestyrelsen udarbejdede partilisteblanketter. Anmeldelsen skal være indgivet til valgbestyrelsen i valgkredsen, senest kl. 12.00 6 uger før valget.

Ifølge Sermitsiaq.AG's oplysninger så manglede to kommuner listerne fra Siumut, da klokken slog tolv, men de fik efterfølgende listerne tilsendt fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Mulighed for despensation

Følger man lovgivningen til punkt og prikke er ingen af Siumuts kandidater altså berettiget til at stille op i to af landets fem kommuner.

Men så slemt går det nok ikke. Valg til kommunalbestyrelserne, bygdebestyrelserne og menighedsrepræsentationerne ledes af kommunernes valgbestyrelser, mens Valgnævnet under Formandens Departement fungerer som et dispensations- og klagenævn i forbindelse med de kommunale valg.

Det er altså dem, der skal give dispensation i tilfælde af for sent indleverede lister. Nævnet er hasteindkaldt til møde klokken 14.00.

Powered by Labrador CMS