Upernavik og Tasiusaq: Kaffemikgæster skal i karantæne

Der er stor risiko for udbredt smittespredning i Upernavik. Landslægeembedet beder alle, der har været til kaffemik og middagsfester på bestemte datoer til at gå i karantæne.

Flere af de smittede i Upernavik har været til kaffemikker mens de var smittefarlige, før de blev klare over, de var smittede.

Sådan lyder meldingen fra landslægeembedet efter smittesporingen. På nuværende tidspunkt er der fire kendte smittede i Upernavik, mens en smittet i Nuuk sandsynligvis er blevet smittet i Upernavik.

Gæster opfordres til karantæne

- Antallet af involverede er så omfangsrigt, at det ikke er muligt for coronasekretariatet at opspore og kontakte de involverede individuelt, oplyser landslægeembedet i en pressemeddelelse.

Derfor opfordres kaffemikgæster, bryllupsgæster og middagsgæster i bestemte datoer om at gå i karantæne og blive testet efter syv dage.

Det gælder disse arrangementer:

  • 15. juli – Kaffemik og middag i Tasiusaq.
  • 17. juli – Bryllupskaffemik i Upernavik.
  • 20. juli – Kaffemik i Upernavik.
  • 21. juli – Kaffemik i Upernavik.

- Landslægeembedet er klar over, at tiltaget vil ramme mange, men hvis smitten i Upernavik skal inddæmmes, er det nødvendigt at alle følger opfordringen til karantæne, lyder det.

Test i Upernavik

Der tilbydes testning i Upernavik med tidsbestilling ved at ringe til Sundhedscentret på 96 49 13.

Nærkontakter skal være særligt opmærksomme på, om de får symptomer på Covid-19, til og med 14 dage efter, de har være i kontakt med den smittede person. Man skal fortsat udvise forsigtighed og være opmærksom på symptomer, selvom ens test på 7. dagen er negativ.

Myndighederne minder borgerne om de generelle råd:

  • Bliv hjemme hvis du er syg og lad dig teste
  • Vask dine hænder tit., eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns din fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen
  • Hold afstand og bed andre tage hensyn
Powered by Labrador CMS