Upernavik løber med på Maaji Nuann

På tolvte år har to ildsjæle arrangeret løbe- og gåture for borgere i Upernavik, hvor man samler på antal kilometer måneden ud. Interessen er helt klar stigende, fortæller arrangør.

Selvom sneen ikke er smeltet helt endnu i Upernavik, er borgerne godt med i Gør Maj Sund-arrangementerne som er gåture og løbeture.
Offentliggjort

Traditionen tro har flere byer arrangeret mere aktivitet i maj måned i anledning af Gør Maj Sund. Upernavik er med på tolvte år med løbe- og gåture, og arrangøren Julie Karlsen mener, at der er stigende interesse for aktiviteterne.

Året igennem samler Julie Karlsen og hendes mand på gavekort, kurve med varer og løbetøj, som skal blive til præmier ved slutningen af maj.

- Alle, der deltager til Maajimi Timersorta (lad os træne i maj, red.) får enten gavekort, kurv eller anden præmie. Og alle deltagere får et diplom og medalje ved sidste løbetur, siger Julie Karlsen.

De seneste år har flere deltagere løbet over 100 kilometer på en måned.

Antal kilometer tælles

Hver mandag, onsdag, fredag og lørdag er der fælles løb og gåture. Samtlige deltagere skal tælle, hvor mange kilometer, de løber eller går i maj måned.

Samtidig med løbeturene har den lokale fodboldklub UB-83 et slankehold, som flere af deltagerne har meldt sig til.

- Selvom, der ikke er mange kilometer i Upernaviks gader, løber vi ofte frem og tilbage mellem den gamle heliport og forsamlingshuset. På den måde løber kilometerne hurtigt op, siger Julie Karlsen.

Løbeskoene bliver på

Hun fortæller, at sammenholdet bliver stærkere med arrangementerne og at flere deltagere oplever at blive bidt af løbeskoene og fortsætter deres løbeture langt ud over maj.

- Flere motionister bliver til i maj, så det er en god måned til at ændre vaner, fortæller hun.

Ligesom Upernavik har flere andre byer arrangementer i forbindelse med Gør Maj Sund. Arrangementerne kan oftest findes i de lokale Facebookgrupper.

Powered by Labrador CMS