Universitet får påbud af Arbejdstilsynet
Ilisimatusarfik har fået et påbud fra Arbejdstilsynet om at sikre, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene. Det skyldes et skift i ledelsen, oplyser afdelingsleder for HR.
Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, har fået et påbud.
Det sker efter, at Arbejdstilsynet, som har været på besøg 14. december, har talt med universitetets direktør Henriette Rosing og sikkerhedsrepræsentant Idu Fleischer.
Alle virksomheder og organisationer med ansatte skal jævnligt udarbejde en skriftlig APV (arbejdspladsvurdering). Et krav, som universitetet ifølge Arbejdstilsynet ikke har levet op til, da APV'en ikke var ajourført. Det fremgår af en aktindsigt, som Sermitsiaq.AG er kommet i besiddelse af.
- Virksomheden påbydes at sikre, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen, skriver Arbejdstilsynet.
Et bedre arbejdsmiljø
Arbejdspladsvurderingen skal mindst revideres hvert tredje år.
Tilsynet oplyser på deres hjemmeside, at problemer med arbejdsmiljøet ikke løser sig selv, hvorfor det er et lovkrav, at alle virksomheder med ansatte skal lave en arbejdspladsvurdering. Den er blandt andet med til at afdække, hvorvidt der er problemer med arbejdsmiljøet.
- Påbuddet skyldes, at vi (Ilisimatusarfik, red) fik to nye institutledere i perioden 2020-2021. Det viser sig, har jeg fået at vide, at når der sker væsentlige ændringer i organisationen, såsom et skift på institutlederposten, så skal vi afholde en APV, siger Charlotte Lund Mølgaard, der er afdelingsleder for HR på Ilisimatusarfik.
Dispensation til november
Det fremgår af aktindsigten, at universitet på baggrund af påbuddet senest skulle have lavet en APV i marts, men det var ikke muligt, forklarer adfdelingslederen:
- Derfor har vi fået en dispensation til november 2023, siger hun.
Ilisimatusarfik har senest udarbejdet en APV i år 2020.