De unge bliver to centimeter højere

Efterskole i Qasigiannguit lærer teenagere at køre på hundeslæde, at fiske, sy, lave video, musik, kunst og fotografere. Det vigtigste er den personlige udvikling. Især mange fra bygder og yderdistrikter går på skolen.

Der var god stemning og bevæget afsked, da efterskoleeleverne sagde farvel i Qasigiannguit

Tårerne flød. Der blev hujet. Der blev grinet. Der blev krammet.

Kort sagt: det var en rigtig efterskole-afslutning med store følelser. Efterskoleeleverne på Villads Villadsen Efterskole i Qasigiannguit havde svært ved at sige farvel til kammerater og lærere ved sidste uges dimission. Det skriver avisen AG.

Da de 45 elever sang efterskolens egen sang, så taget var ved at løfte sig på den gule skole, fik tårerne frit løb hos de fleste elever. Enkelte tørrede diskret en tåre væk fra øjenkrogen. Andre var våde på kinderne af bevægelse over at skulle sige farvel efter et dejligt skoleår. Selv skolens forstander, Rakel Sandgren, fik vand i øjnene. At sige farvel er ikke let. Det ved enhver efterskoleelev.

Men de fleste fik hurtigt samlet sig til brede grin på festdagen. Mange glædede sig nok også til at gense familien, som nogle af de unge har måttet undvære i et helt år. Efterskolens elever kommer fra hele Grønland. Mange af de unge er fra nordgrønlandske bygder.

Viceforstander Kârale Filemonsen fortæller, at de unge fra bygder tit er glade for skolens slædehunde. Så føler de sig mere hjemme. Springet fra bygd til by bliver ikke så stort.

Selv kommer den 37-årige lærer fra Ikerasak. For unge fra bygder og yderdistrikter kan Villads Villadsens Efterskole være et springbræt til videre uddannelse. De får mod på at rejse til større byer i Grønland. Og måske ud af landet.

Læs hele historien i denne uges AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS