Unge skal inspirere politikere

Aaja Chemnizt Larsen inviterer alle unge i Arktis til at komme med forslag om, hvordan man kan styrke den mentale sundhed. Alle inputs vil blive taget direkte med til de relevante myndigheder.

Offentliggjort

IA's folketingsmedlem og formand for den Arktiske parlamentariker komite står bag et projektet, der skal samle forslag om, hvordan de unge vil styrke den mentale sundhed i Arktis. Alle forslag vil blive taget op i Arktisk Parlamentarikere.

Arktiske Parlamentarikere:

  • Aaja Chemnitz Larsen blev valgt som formand for Arktisk Parlamentarikere den 14. april 2021.
  • Komitéen blev oprettet i 1993 og består af medlemmer valgt fra hver af de 8 arktiske stater. USA, Canada, Rusland, Danmark/Grønland/Færøerne, Sverige, Norge, Island, Finland og Europa-Parlamentet.
  • Dertil kommer repræsentation fra EU, Vestnordisk Råd, Nordisk Råd samt faste repræsentanter fra de oprindelige folk i Arktis.
  • Komitéen har fokus de spørgsmål som særligt påvirker tilværelsen i Arktis: klimaforandringer, oprindelige folks rettigheder, infrastruktur, digitalisering, uddannelse og erhvervsudvikling m.v.

- Tanken er, at vi på en og samme tid både kan engagere de unge i deres mentale helbred samt politisk indsamle inputs til videre handling og fokus. Vi politikere har brug for inputs fra unge, på tværs af hele Arktis, for at kunne udvikle den sociale og mentale hjælp til udsatte i Arktis, siger folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Deadline for forslagene er den 3. december og alle produkter skal formuleres på engelsk. Aaja håber på, at skolerne vil deltage i projektet.

- Produktet, som eleverne laver, kan være i flere formater: podcast, kortfilm eller skriftligt for eksempel essay eller debatindlæg. På baggrund af de unges inputs vil Arktiske Parlamentarikere udarbejde anbefalinger, som vil blive sendt til de arktiske regeringer, forklarer den tidligere børnetalsmand, Aaja Chemnitz Larsen.

Stor mulighed for de unge

Projektet kan skabe store muligheder for de unge i Arktis. De kan nemlig blive direkte talerør for andre unge i landet.

- Mit ønske om at udvikle dette projekt skyldes, at det er vigtigt at sætte fokus på mentalt helbred hos børn og unge. Derudover mener jeg, at det er vigtigt at inddrage de unge i Arktis, så vi politikere kan tage deres perspektiver med i vores arbejde. En forudsætning for at arbejde for de unge er, at vi sætter os ind i hvordan de tænker og forstår verden omkring dem, siger Aaja Chemnitz Larsen og afslutter:

- Som politiker er det vigtigt at få alle borgere med. Det her er en god måde at få inddraget de unge på og bidrage til at mentalt helbred bliver diskuteret og lært om på skoler rundt omkring i Arktis. Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvad de unge kommer til at sende ind, siger politikeren.

Powered by Labrador CMS