Unge der flytter til Danmark: Når drømmen ender i hjemløshed

De seneste år er problemet med unge, der havner i misbrug og hjemløshed efter de er flyttet til Danmark, vokset. Disse unge havner i en situation, som mange ikke kan komme ud af igen

Offentliggjort

De kommer med en drøm om et godt liv med arbejde eller uddannelse. Men for en del af de unge ender drømmen med et liv i hjemløshed og massivt misbrug af alkohol og stoffer. Og antallet af dem har været stigende i de seneste år, oplever man i Det Grønlandske Hus i København.

- Vi har længe haft en opmærksomhed på, at der blev flere udsatte unge, der var svære at nå, og som færdes i hårde miljøer, siger Mille Schiermacher fra Det Grønlandske Hus.

Det har ført til, at Det Grønlandske Hus i samarbejde med kommunale fagfolk og NGOer har gennemført en undersøgelse af gruppen af udsatte unge mellem 18 og 30 år i København. 43 unge har svaret i undersøgelsen - men der er flere - og det er fortrinsvis, dem der ikke taler særligt meget dansk.

Vi ser mennesker, der kommer med en drøm og går i stykker i mødet med Danmark - og det er super sørgeligt

De fleste af disse unge har problemer med i bagagen, når der sætter sig om bord på Norsaqen i Kangerlussuaq. Men den store nedtur kommer, når de ankommer til København. Og nedturen kommer hurtigt og den slår hårdt, viser undersøgelsen.

- De opsøger hurtigt udsatte-miljøet. Undersøgelsen viser, at det kun et halvdelen, der sover hos bekendte den første nat. Resten sover enten på herberger, på gaden eller hængende over et bord på et værtshus, siger Mille Schiermacher, der har været tovholder på undersøgelsen.

Undersøgelsen

- Undersøgelsen er gennemført ved hjælp af et spørgeskema, som de medarbejdere og NGOer, der møder udsatte har haft med ud.

- 43 unge mellem 18 og 30 år har svaret på spørgsmålene. Da undersøgelsen har måttet gennemføres på dansk, har en del af de grønlandsk talende ikke kunnet svare.

- Undersøgelsen viser blandt at en stor del af disse unge er havnet direkte i et misbrugsmiljø ve deres ankomst i Danmark.

- 67 procent af de 20-23-årige i undersøgelsen har været i Danmark i tre år eller mere og har således allerede i en ung alder har befundet sig længe i udsatte-miljøet.

Undersøgelsen anbefaler:

- at der skabes boligtilbud til de unge

- at der etableres en uddannelse- og beskæftigelsesindsats

- at der arbejdes tættere sammen med Grønland, så de unge får en realistisk forventning

at foretages en egentlig kortlægning af problemet.

Første nat på sofa, herberg eller på gaden

Undersøgelsen viser, at en tredjedel allerede den første nat i København overnatter på enten herberget Sundholm, der rummer nogle af de mest udsatte mennesker i byen, eller de tager på Christiania.

- Det er ikke et godt sted at starte op. Det betyder, at de dumper direkte ned i et miljø præget af alkohol, stoffer og vold - og de kan ikke komme ud af det igen når først de er havnet i det.

Flere af de unge har haft et arbejde i Grønland. Andre har været i gang med en uddannelse. Stort set alle siger, at de kommer med en drøm om enten at få arbejde eller en uddannelse. De ser ikke sig selv som udsatte.

- Den første lange tid lever de i høj grad som nogen, der har en vild fest. Efterhånden krakelerer det. Det er en meget selvdestruktiv spiral, men samtidig bliver de ved med at ønske sig det, som de kom efter.

Hurtig nedtur

Og lynhurtigt hænger de fast i dette miljø præget af stoffer, alkohol, vold og overgreb.

- Det er enormt hårdt at være i dette miljø, et herberg er ikke blot en seng og et tag over hovedet, der medfølger en masse konsekvenser ved at opholde sig i det miljø.

Men selv i den situation lever drømmen videre - det bliver dog stadig mere tydeligt, at det forbliver netop dette: nemlig en drøm.

- De drømme som de egentlig kom med, er nogen de ikke kan efterleve. Langt størstedelen af de unge udtrykker et ønske om uddannelse eller arbejde. Men hvis du er i det her miljø, og du hverken har tag over hovedet eller nogen indkomst, men er i denne kaostilstand, så har du ingen chance - hvor meget du end ønsker det.

I modsætning til voksne udsatte, så opsøger de unge i mindre grad hjælp. Så selvom både gademedarbejdere, herberger og Det Grønlandske Hus kæmper, så er de meget svær at nå.

- Vi ser mennesker, der kommer med en drøm og går i stykker i mødet med Danmark. Jeg syntes jeg ser mennesker, der bare smuldrer - og det er super sørgeligt, når det drejer sig om så unge mennesker, der burde have et langt og godt liv foran sig, siger Mille Schiermacher.

Powered by Labrador CMS