Unge atleter på hård træningslejr

Unge langrendsløbere har være samlet i Kangerlussuaq, hvor vinter-ol deltager Martin Møller har stået for træningen.

De unge løbere trænede i terrænet omkring Kangerlussuaq.

En hård træningssamling for langrendsløbere er netop overstået. Samlingen foregik i Kangerlussuaq fra den 21. til den 26. juli.

Senior- og juniorløbere boede, spiste og trænede hver for sig til samlingen, og mandag vendte trætte løbere hjem til deres byer efter at have samlet mere erfaring.

Sisorartartut Kattuffiat

‐ Selvom det har været en udfordring at få stablet turen på benene grundet coronarestriktioner, så er samlingen foregået gnidningsfrit. Jeg er glad for, at samlingen kunne lykkes, og der er så meget interesse for deltagelse, siger Majaq Heilmann, formand for langrendsudvalget i Grønlands Skiforbund, i en pressemeddelelse.

Den tidligere deltager ved vinter-ol Martin Møller har stået i spidsen for samlingen og lavet træningsplanen for ugen.

‐ Jeg er glad for, at jeg kan give noget af det, jeg har lært, videre til de yngre løbere, som viste stor motivation. Jeg har lagt fokus i rulleski træning samt træning i terrænet. Og netop Kangerlussuaq er et rigtig godt sted at træne disse, siger Martin Møller

Langrendsudvalget planlægger nu at afholde en samling i Sisimiut til december når der er faldet sne, hvor man vil kalde det ”Sisimiut Winter Games”.

Der blev trænet på rulleski på træningslejren.
Powered by Labrador CMS