kommunalvalg 2017

Ungdomshøjskole, fjeldbørnehaver og løse hunde

I valgkampens slutspurt er kandidater i Kommuneqarfik Sermersooq ude for at markere sig med deres personlige mærkesager

Stemmeseddel, valgurne, Aasiaat

Valgkamp handler ikke blot om, at partiet skal få et godt valg.

Det handler i høj grad også om, at score et så højt personligt stemmetal, som muligt i håb om, at det efterfølgende kan veksles til politisk indflydelse.

I Kommuneqarfik Sermersooq er tre kandidater markerer tre kandidater sig i dag med deres personlige mærkesager.

Ungdomshøjskole
Jens-Erik Kirkegaard (S) ønsker en ungdomshøjskole i Nuuk med plads til op mod 150 unge mellem 18 og 24 år. Formålet er, at hjælpe de unge, der vokser op i udsatte familier, hvor forældrene muligvis drikker eller ryger hash.

- Derfor er en højskole så velegnet, da disse unge mennesker med behov kan komme væk fra de dårlige miljøer og skabe et nyt liv, skriver Jens-Erik Kirkegaard i en pressemeddelelse.

- De unge skal have et trygt sted at sove, udvikle sig væk fra det miljø, som skader dem og videre til et kollegie og uddanne sig, en ungdomshøjskole er dét sted.

Fjeldbørnehaver
Nick Nielsen (IA) ønsker sig fjeldbørnehaver i kommunen, hvor man udnytter den lette adgang til naturen.

- Jeg ser det som en mulighed der i virkeligheden bringer vores børn meget tættere i kontakt med dét vi som kultur egentligt kommer fra: Den tætte og nære omgang med naturen omkring os, skriver IA-politikeren.

- Dét skal vi stimulere – og så skal vi høste alle gevinsterne ved gladere og sundere børn.

Han vil arbejde for, at kommunen får en egentlig strategi for fjeldbørnehaver, hvor den første allerede skal åbne til næste år.

Løse hunde
Randi Vestergaard Evaldsen (D) har bidt mærke i de mange løse hunde i Nuuk, hvor mange af dem ser forsømte og udsultede ud.

Hun fastslår, at det naturligvis er hundens ejer, der har ansvaret for at passe ordentligt på sit husdyr.

Men derudover ville hun have ansat en kommunal myndighedsperson, der kan gribe ind overfor dem, der ikke kan finde ud af dette.

- Personen skal blandt andet kunne tage kontakt til borgere, der vanrøgter deres dyr og i den forbindelse samarbejde med politiet i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, lyder forslaget fra Randi Vestergaard Evaldsen (D).

Powered by Labrador CMS