Ung mand sigtet for vold

15-årig anholdt og sigtet for at have skudt sin kammerat

Hele Qernertunnguit blev afspærret sent fredag eftermiddag, da politiet fik en anmeldelse om skyderi. Foto: Benny Kokholm

En ung 15-årig mand blev i aftes anholdt og sigtet for at have skudt sin 15-årige kammerat i armen. Kammeraten lå i narkose på sygehuset i aftes og kunne ikke afhøres. Han er uden for livsfare og har kun fået et kødsår efter hændelsen, det oplyser operativ leder, politikommissær Pavia Kleist.

Det var den anholdte selv, der kl. 16.50 ringede til politiet og fortalte, at hans kammerat var blevet skudt i armen.

Den 15-årige havde skudt sin kammerat med en riffel på halvøen bag ved Qernertunnguit ud mod Qasigiannguit øerne. Der blev kun løsnet et skud.

Da anmeldelsen kom, blev der sendt politi og ambulance til stedet, og området blev afspærret, da man ikke vidste, hvad der var sket.

Den anholdte blev afhørt i aftes om skyderiet, som han har erkendt, ligesom flere andre er blevet afhørt i forbindelse med episoden.

- Vi har forskellige spor og teorier, men vi kender endnu ikke årsagen til unge mand affyrede skuddet. Vi må afvente med at afhøre den tilskadekommende til, han er ude af narkosen for at kunne danne os et billede af, hvad der forårsagede den ulykkelige hændelse, siger Pavia Kleist.

Powered by Labrador CMS