Qaqortoq

Ung kvinde død efter fald i et hul i jorden

En ung kvinde i Qaqortoq døde natten til fredag under tragiske omstændigheder

Politiet i Qaqortoq

Fredag morgen fandt rørarbejdere i Qaqortoq en ung kvinde ved deres arbejde, hvor de havde gravet jorden op og lavet huller i forbindelse med noget rørarbejde.

Kvinden blev ifølge politiet i Qaqortoq fundet i et hul i jorden fredag morgen ved byens beværtning Arctic Cafe.

Ifølge politiet havde kvinden en lav kropstemperatur, da hun blev fundet. Hun blev efterfølgende bragt til sygehuset i Qaqortoq og fløjet til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk samme eftermiddag. Her afgik hun ved døden fredag aften.

Det fortæller fungerende politikommissær ved politiet i region syd, Siivaleeraq Therkelsen, til Sermitsiaq.AG.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle, hvad dødsfaldet skyldes, da dødsfaldet stadigvæk bliver undersøgt. Politiet har blandt andet derfor tilkaldt en retsmediciner fra Danmark for at få fastlagt dødsårsagen.

Powered by Labrador CMS