Undren over danske flådeskibe: »Aggressiv markering på nationaldag«

Kan synet af et dansk flådeskib vække utryghed? Ifølge Aki-Matilda opfatter nogle fartøjerne som et negativt signal. Men det er helt modsat, siger både kontreadmiral og eks-rigsombudsmand.

Flåden løser mange civile opgaver i Grønland, pointeres det. Målet er at skabe tryghed, ikke det modsatte, understreger pensioneret chef for kommandoen.

Stemningen er kogt op efter flere ugers debat om kolonitiden og spiral-skandalen. Nu sættes der også spørgsmålstegn ved det danske forsvars sejlads tæt på Grønlands kyster og specifikt flådefartøjs tilstedeværelse på nationaldagen. Det skriver avisen AG.

Det er folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut), som rejser spørgsmålet overfor den danske forsvarsminister Morten Bødskov i et såkaldt §-20-spørgsmål:

- (...) Kan ministeren redegøre for, hvad hensigten er med, at Arktisk Kommandos skibe skal ligge så tæt på Nuutoqaq og forstyrre Grønlands Nationaldags traditioner? skriver Aki-Matilda Høegh-Dam.

Hun ønsker også svar på, »hvorfor Arktisk Kommandos skibe, som egentlig kun skulle patruljere langt udenfor den grønlandske kyst, langt væk fra bybilledet, er begyndt at patruljere så ofte så tæt på byerne?«

Forsvarsministeren har 4 uger til at opklare sagen for Aki-Matilda.

Forsvarer alle

En af dem, som dog allerede kan være med til at indkredse et par svar, er Mikaela Engell, som i en del år boede i en embedsbolig i kolonihavnen med den allerbedste udsigt til fjorden og havneområdet.

Som rigsombud fungerede hun i over 10 år som Danmarks øverste repræsentant i Grønland og var bindeleddet mellem selvstyret og regeringen. 1. maj i år forlod hun posten for at gå pension – og bor i dag i Danmark.

Hun har deltaget i utallige nationaldage – og oplyser, at dét med flådeskibene ikke er nyt.

- Hold nu op, siger hun, da AG nævner, at skibene angiveligt er med til at skabe utryghed hos nogle beboere i Nuuk og muligvis på kysten.

- Det er for det første forkert at tale om det danske forsvar. Det er hele rigsfællesskabets forsvar, fortsætter hun.

- Men det er vel fordi, at Grønland ikke har indflydelse på sikkerhedspolitikken og dermed forsvaret?

- Jo, jo, men helt grundlæggende varetager flåden forsvaret af HELE rigsfællesskabet, svarer hun og betoner, at hun i hvert fald ikke kan få øje på noget dårligt motiv for at være tilstede på nationaldagen.

Powered by Labrador CMS