Undersøgelse: Der mangler 155 socialrådgivere

Naalakkersuisut og NIISIP (socialrådgiverforening) er nu gået i dialog for at finde løsninger på manglende socialrådgivere i kommunerne. En ny undersøgelse fra foreningen viser, at landet mangler 155 socialrådgivere.

Sager der hober sig op og lange ventetider har borgerne og politikerne kendt til længe. En ny undersøgelse fra NIISIP viser nu at der kun er fire uddannede socialrådgivere ud af 51 normerede stillinger i Avannaata Kommunia.

Avannaata Kommunia er dog ikke alene om at have for få uddannede socialrådgiver.

Der er otte socialrådgivere i Qeqqata Kommunia ud af 38 stillinger. I Kommune Kujalleq er der ni uddannede socialrådgivere til 39 stillinger. Mens der i Kommune Qeqertalik (Aasiaat, Qasigiannguit og Kangaatsiaq) er fem socialrådgivere ud af 30 stillinger.

Der er flere socialrådgivere i Kommuneqarfik Sermersooq i forhold til resten af kommunerne. Der er nemlig 51 socialrådgivere ud af 73 stillinger.

NIISIP har ikke fået svar fra Qeqertarsuaq, Tasiilaq, Paamiut og Ittoqqortoormiit.

NIISIP og Naalakkersuisut har holdt møde om problemets omfang. Naalakkersuisut vil nu arbejde for at tiltrække flere socialrådgivere.

- En borger skal kunne møde fagligt velkvalificeret personale, når borgeren har behov for hjælp fra det offentlige. Uddannede socialrådgivere er det bedste udgangspunkt for dette, udtaler Naalakkersuisoq for Social Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Mimi Karlsen.

Kommunerne skal inddrages

Undersøgelsen viser, at der er i alt 231 socialrådgiverstillinger i kommunerne, hvoraf 77 af stillingerne er besat af uddannede socialrådgivere. Der mangler i alt 155 socialrådgivere i de fem kommuner.

NIISIP opfordrer Naalakkersuisut til at lave en undersøgelse om, hvorfor socialrådgivere ikke ønsker at være ansat i kommunale forvaltninger og gøre en indsats for at ansætte flere socialrådgivere. Naalakkersuisoq for børn, unge og familier vil arbejde for at tiltrække flere til faget.

- Det skal være attraktivt at uddanne sig til socialrådgiver og at arbejde som socialrådgiver i kommunerne. For eksempel kan mange opleve arbejdssituationen som ensom, hvor organisering i teams kan fremme trivslen i arbejdet, udtaler Naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Paneeraq Olsen.

Socialrådgivernes forening understreger også, at arbejdsgiverne bør sikre oplæring af nyuddannede socialrådgiver samt faglig sparring med kolleger. Derudover ønskes der bedre arbejdsvilkår og arbejde for en bedre overenskomst.

- NIISIP fremkom med flere forslag, blandt andet nedsættelse af en social tænketank på hele det sociale område, samt at der ses på overenskomst og bedre arbejdsvilkår for socialrådgivere. Det skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS