Vil undersøge landets boligbyggeri for PCB

Hjemmestyret iværksætter en landsdækkende undersøgelse af den miljøfarlige gift PCB efter fund af stoffet i boligblok i Nuuk.

Mange boligblokke i Nuuk og landets øvrige byer stammer fra 60'erne og 70'erne, hvor det endnu var tilladt at bruge PCB. Foto: Leiff Josefsen.

Som Sermitsiaq beskrev i sidste uge, er der fundet PCB i den nedrevne Blok Q på Tuapannguit i Nuuk. Nu vil Hjemmestyret foretage en landsdækkende undersøgelse af, hvor mange boliger der indeholder miljøgiften PCB (PolyChloreredeBiphenyler), fortæller knr.gl.

Undersøgelsen bliver lavet denne måned og resultaterne vil vise problemets omfang. Det er nemlig ikke kun i Nuuk, at boligmassen mistænkes for at indeholde den farlige miljøgift.

- Vi ved, at meget byggeri fra 1960' og 70erne er meget ens, og der er meget etagebyggeri på kysten, som ligner hinanden, og det skal vi have særligt fokus på, forklarer departementschef Steffen Ulrich-Lynge fra departementet for boliger og infrastruktur.

Miljø- og Naturstyrelsen skal nu også have undersøgt, hvordan man på forsvarlig vis kan håndtere byggeaffaldet fra Blok Q. Derudover skal byggeaffaldet fra de to nedrevne blokke - R og S - også undersøges. Affaldet fra de to blokke er smidt i vandet ud for Nuuk Imeq, og der skal nu tages prøver for at se, om der er PCB i affaldet, og om det har påvirket dyrelivet og havmiljøet.

- Vi er ved at undersøge muligheden for at separere det farlige affald. Og hvis det er farligt over et vist niveau, skal det sendes til et egnet opbevaringssted i Danmark, siger Steffen Ulrich-Lynge.

Powered by Labrador CMS