Underskriftsindsamling: Fjern Hans Egede-statuen
En borger kræver, at monumentet af den dansk-norske missionær i Nuuk skal fjernes
Den omdiskuterede Hans Egede-statue i Nuuk, der op til søndag blev vandaliseret, kræves fjernet.
En borger har nemlig startet en digital underskriftindsamling, der gerne vil have statuen væk fra bakketoppen, som står ved Vor Frelser Kirken.
Flyt statuen til museet
Ria Sivertsen står bag underskriftindsamlingen, og hun startede den tirsdag morgen.
- Jeg tænkte på at etablere underskriftindsamlingen efter den store debat på nationaldagen. Jeg har selv læst Hans Egedes gerninger mens han var i Grønland, og jeg har læst, at han ikke anser grønlændere som mennesker, men som ressourcer. Han respekterede ikke de andre, og her var blandt andre piskeslag mod vores forfædre, fortæller 19-årige Ria Sivertsen, der efter sommerferien starter i 3.G på GUX i Nuuk.
Hun foreslår, at statuen af Hans Egede skal flyttes til museet i Nuuk.
- Det handler ikke om at slette historien. Det er en nedvurderende og ydmygende symbolik over, at den stadig står på bakketoppen, og at han stadig har magt over os. Når statuen flyttes til museet vil det vise, at vi er kommet videre med historien, og at vi som folkefærd har mod til at modsige magthaverne, fremhæver Ria Sivertsen.
Håber på tusind underskrifter
Og hun etablerede indsamlingen, så borgerne også skulle have noget at have sagt.
- Herfra kan borgerne vise deres stemme, og at det ikke er umuligt at gøre noget ved tingene. Jeg håber på, at jeg kan sende underskrifterne, når de når 1.000 underskrifter, og jeg vil sende dem til både Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq, lyder det fra Ria Sivertsen.
Følg den digitale underskriftindsamling her