Et ulige magtforhold

Kommunernes vurdering af forældrekompetencer er langt fra en eksakt videnskab. Det handler om formodninger og indtryk, og her falder grønlændere ofte ud som anderledes, siger både Foreningen Mentor Immanuel og advokat.

-Vi bruger en del tid på at skrive berigtigelser til kommunerne, som de dernæst ignorerer eller afviser med henvisning til, at de ikke er enige. Det er meget frustrerende, siger Tina Naamansen, der arbejder som frivillig sammen med Najannguaq Dalgård Christensen og Karen Banke Petersen i Foreningen Mentor Immanuel.
Offentliggjort

”Puha, her lugter godt nok af alkohol”, udbryder en konsulent fra kommunen under et samvær mellem et grønlandsk forældrepar og deres anbragte barn med slet skjult henvisning til forældrene. Observationen noteres efterfølgende ind i familiens sagsakt. Helt udokumenteret, men nu en sandhed, fordi den fremgår af sagsakten.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Sådanne oplysninger kan være meget svære, ja næsten umulige at få ud af en sagsakt. Det fortæller Tina Naamansen, der er frivillig rådgiver og bisidder hos Foreningen Mentor Immanuel. Hun flyttede til Danmark i 2017, og arbejder til daglig som freelancekonsulent, men dertil lægger hun mange timer i at hjælpe grønlandske familier med at afkode og finde en vej igennem det danske socialsystem.

– I Mentor Immanuel bruger vi meget tid på at skrive berigtigelser til kommunerne, som de dernæst ignorerer eller afviser med henvisning til, at de ikke er enige. Det er meget frustrerende, og viser med al tydelighed, at sagsbehandlerne har en meget enerådende rolle i vurderingen af forældrekompetencer, og vi er bekymrede for, at forudindtagede holdninger og fordomme mod grønlændere er med til at farve socialarbejderenes indtryk i en bestemt retning, siger Tina Naamansen, og henviser til en undersøgelse fra 2015, der viser, at 40 procent af danskerne mener, at grønlændere er alkoholikere, incestuøse og omsorgsvigter deres børn.

Læs mere i avisen Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS