Ukaleq om OL-drøm: Det bliver svært men ikke umuligt

Den grønlandske skiskytte føler sig klar til de kommende kvalifikationskonkurrencer til vinter-OL. Selv om hun skal kæmpe for en plads, tror hun på, at hun nok skal klare den. - Hvis ikke jeg klarer den nu, har jeg flere chancer i fremtiden, siger hun.

Skiskytten Ukaleq Slettemark drømmer om at kvalificere sig til vinter-OL

Kvalifikationsperioden til vinter-OL starter den 23. november for den grønlandske skiskytte, 20-årige Ukaleq Slettemark, som drømmer om at deltage på den helt store scene.

- Det er et kæmpe mål, at prøve at deltage ved vinter-OL. Men det kommer til at blive rigtig svært at nå målet nu. Men jeg tror på, at jeg kan klare den. Hvis ikke jeg klarer den, så har jeg flere muligheder i fremtiden, siger skiskytten til Sermitsiaq.AG.

Kan blive en stor oplevelse

Ukaleq Slettemark er nemlig klar over, at hun kommer til at toppe i fremtiden.

- Hvis jeg klarer det i denne omgang, vil det helt sikkert være en rigtig fed oplevelse, da jeg skal få en stor erfaring. Der vil være en stor pres på, hvor de allerbedste skiskyttere vil deltage. Men jeg skal også være forberedt på, at det kommer til at blive svært, påpeger skiskytten.

OL er det største

Hun føler sig klar til de kommende kvalifikationsløb.

- Jeg har trænet godt igennem sommeren og efteråret, men har været syg for to uger siden, hvilket ikke er helt optimalt. Jeg var i god form før jeg blev syg, men der er stadig én måned til de første konkurrencer. Så jeg tror fuldt ud på, at det bliver godt, fortæller hun.

Hun er opsat på at deltage ved vinter-OL i fremtiden.

- Det største jeg kan opnå er jo at vinde ved legene, men det, jeg gerne vil opnå er at løbe det bedste jeg har, ved et OL-løb. Det er så stort, da det holdes hvert fjerde år, hvor man som udøver har kun få chancer i løbet af karrieren, siger hun.

- Men vi tænker langsigtet, for mine træninger nu skal gavne mig om seks-syv år. Jeg føler, at jeg har haft fremskridt både på teknik, løbsdisponering og i min skydning. Jeg er optimistisk, og glæder mig helt vildt til sæsonstarten, lyder det fra Ukaleq Slettemark.

Powered by Labrador CMS