Ukaleq indgår samarbejde med det norske landshold

Skiskytten Ukaleq Slettemark skal i den kommende sæson træne sammen med det norske U23-landshold. Men hun skal stadig konkurrere for Grønland

Ukaleq Slettemark bliver fast del af det norske U23-landshold i den kommende sæson. Hun skal dog stadig konkurrere under det grønlandske flag

Grønlands Biathlon Forbund har indgået en samarbejdsaftale med Norges Skiskytterforbund, og det betyder, at skiskytten Ukaleq Slettemark indgår som fuldt medlem af Norges U23 landshold i sæsonen 2020/2021.

Det skriver Elite Sport Greenland i en pressemeddelelse.

- Dermed bliver den norske landsholdstræner Halvor Jørstad Ukaleqs personlige træner. Ukaleq vil deltage i alle fælles landsholdstræninger og træningssamlinger. Hun får også afgang til landsholdets læge og fysioterapeut, fremgår det.

Kæmpe potentiale

I konkurrencesæsonen vil Ukaleq Slettemark rejse med det norske landshold til alle IBU-cup løb, Junior VM og EM og få fuld tilgang til hele det norske serviceapparat. Aftalen indebærer desuden, at Grønland kan gøre brug af det norske serviceteam ved Jr. VM og EM.

- Ukaleq har et kæmpe potentiale, og derfor er det vigtig, at vi støtter op om Grønlands Biathlon Forbund og denne aftale, så Ukaleq kan blive så god som overhovedet muligt. Ukaleq arbejder målrettet og hun har den mentale styrke, der skal til for hele tiden at udvikle sig og blive bedre. Vi er derfor rigtig glade for, at denne aftale, hvor Ukaleq bliver en del af et verdens bedste miljø indenfor skiskydning, er blevet til en realitet, siger formanden for Elite Sport Greenland Nikolaj Christoffersen.

Flytter til Lillehammer

Norges Skiskytterforbund har også udtrykt tilfredshed, idet de får en udøver ind, som er på niveau med de bedste på det norske landshold. Hun vil bidrage positivt på træningerne og i miljøet, særlig med sine skydefærdigheder.

- Ukaleq Slettemark udtrykker stor tilfredshed med aftalen, og udtaler at det er det bedste som kunne ske. For Ukaleq indebærer det, at hun skal flytte fra Geilo, hvor hun går i 3. G på Norges Toppidrettsgymnas til Lillehammer, hvor Landsholdet har sine faste træninger og resten af landsholdet bor, lyder det fra Elite Sport Greenland.

Powered by Labrador CMS