Ujarassiorit: Ingen vindere i 2022
Antallet af indsendte prøver i 2022 er meget lav. Derfor er det heller ikke lykkedes Departementet for Råstoffer at vinde frem til en vinder af Ujarassiorit. Konkurrencen fortsætter i år.
Analyseresultater fra mineraljagten Ujarassiorit 2022 er endelig blevet evalueret. Analyserne er blevet forsinket med flere måneder på grund af transportforsinkelser. Men selvom laboratorieanalyserne ligger klar, er der ikke fundet en vinder.
I stedet er de analyserede prøver fra 2022 overført til Ujarassiorit 2023.
- Der uddeles derfor ikke præmier for 2022, men deltagerne ved Ujarassiorit 2022 har chancen for at vinde præmier i Ujarassiorit 2023, skriver departementet for råstoffer i en pressemeddelelse.
Grunden til overførslen af analyseprøverne er, at der er indsendt alt for få prøver i det forgangne år.
Femtedel af normalen
I 2022 er der indsendt i alt 248 sten til Ujarassiorit 2022. Af disse er 29 prøver med tegn på mineraliseringer blevet analyseret. Antallet af de indsendte prøver er langt fra normalen, da departementet for råstoffer normalt modtager mellem 600 og 1100 sten om året, hvor der normalt udpeges mellem 120 og 170 sten til laboratorieanalyse.
Departementet for råstoffer har besluttet at overføre prøveresultaterne til i års konkurrence og oplyser, at Ujarassiorit fortsætter i år.
- Geologerne undersøger stenprøverne for geokemisk sammensætning, og resultaterne danner grundlag for udpegningen af vinderne i Ujarassiorit-konkurrencerne, skriver departementet for råstoffer.
Normalt uddeles pengepræmierne kort før jul, hvor vinderstenens indsender modtager 55.000 kroner.