Ufrivillig flugt fra bygder
Stigende antal indbyggere i bygder flytter ufrivilligt til byer i søgen efter bedre levevilkår. Der er behov for øget politisk fokus på bygdeudvikling, mener disse borgere, der gerne vil tilbage til bygdelivet
Der er sket en langsom affolkning af bygder i Grønland, og årsagen til flytningen til byerne skyldes primært søgen efter arbejde og bedre uddannelsesmuligheder. Men de mange flytninger sker ufrivilligt, og hvis vilkårene bliver bedre i bygderne, ønsker mange at vende hjem igen.
Politikerne bør derfor bruge kræfter på at undersøge erhvervsudviklingsmulighederne i bygder, mener familier, der ufrivilligt er flyttet til byer, skriver Sermitsiaq.
I mange år var Alluitsup Paa én af de mest velfungerende bygder og havde i 1980 lidt over 600 indbyggere. Det var primært rejeproduktionen og fiskeindhandlingen i den lokale rejefabrik, der skabte en nærmest eventyrlig erhvervsudvikling, og en overgang diskuterede man om bygden skulle have bystatus.
Personlige konsekvenser
Èn af dem, som blev tvunget til at flytte fra bygden, er 65-årige Paviane Karolussen, der er uddannet ernæringsassistent, og som indtil 2001 havde fast arbejde på den lokale fiskefabrik. I 2004 var hun ufrivilligt nødt til, at tage et andet job i lufthavnsvæsenet i Narsarsuaq, og i 2011 flyttede hun til Nuuk, og er nu ansat som køkkenassistent i en social institution. Men hendes største ønske er at vende tilbage til Alluitsup Paa blandt andet fordi, der er tryghedsfølelse og et stort sammenhold i bygden.
– Det får store personlige konsekvenser, når man ufrivilligt forlader trygge omgivelser i bygden. Hvis der var job ville jeg naturligvis komme hjem igen, og jeg ved, at mange har den samme holdning, siger Paviane Karolussen.
Hun opfordrer politikerne til at sætte større fokus på erhvervsudviklingen i bygderne, da denne danner eksistensgrundlaget for bygderne.
Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her: