Udvekslingsstudent opereret for hjernesvulst

Aqqa Kreutzmann fra Maniitsoq gennemgik for nylig en hjerneoperation. Han er nu tilbage i sin amerikanske high school.

Aqqa Kreutzmann fik barberet en stribe af sit hår af og opereret svulsten ud. Foto: CRAIG REED/The News-Review

Forældrene til 16-årige Aqqa Kreutzmann er taknemmelige over, at deres søn var på AFS-ophold i USA, da han blev indlagt og det viste sig, at han havde en svulst i hjernen på størrelse med en valnød.

Hvis drengen havde været hjemme i Maniitsoq, er det ikke sikkert han havde overlevet, siger forældrene Lauritz og Kathrine Kreutzmann ifølge den amerikanske avis News-Review, nrtoday.com.

Aqqa Kreutzmann er på udvekslingsophold på Sutherlin High School i staten Oregon i USA. Den 23. oktober faldt han om i et tre minutter langt anfald, hvorefter ambulancefolk kørte ham på det nærmeste hospital.

Her viste en CR-scanning, at drengen havde en valnød-stor svulst i hjernen, og han blev derfor overflyttet til Doernbecher Childrens hospital i Portland.

Ifølge lægerne skyldtes tumoren en sjælden infektion. Lægerne vurderede også, at svulsten uden problemer kunne opereres ud. Inden operationen ventede Aqqa Kreutzmann på, at forældrene fløj til USA fra Grønland.

Den 28. oktober gennemgik han en problemfri operation. Aqqa Kreutzmann dyrkede taekwondo i Grønland og landstræner Lauritz Heilmann talte med drengen lige efter operationen.

– Han havde det godt, men var svag. Vi ønskede ham held og lykke med genoptræningen, siger Lauritz Heilmann til sermitsiaq.gl.

Forældrene rejste hjem til Grønland efter operationen, og nu er Aqqa tilbage i skolen.

– Jeg er stadig glad for at være her, siger Aqqa Kreutzmann til nrtoday.com.

Hans indstilling imponerer de studerendes vejleder Sydney Richardson.

– Jeg synes, han er modig og frygtløs, siger hun til avisen om Aqqa Kreutzmanns beslutning om at vende tilbage til skolen og fuldføre sit ophold i Sutherlin.

Powered by Labrador CMS