Mange udvandrer for at uddanne sig

Den store udvandring fra Grønland skyldes i høj grad, at mange unge vælger at rejse til Danmark for at tage en uddannelse. Det vurderer chefkonsulent fra Grønlands Statistik.

Mange unge rejser til udlandet for at uddanne sig. Foto: Leiff Josefsen.

- Dét, man kan se, er, at en tredjedel udvandrer på grund af uddannelse, og de kommer jo også hjem igen typisk efter et til fem år, siger chefkonsulent i Grønlands Statistik, Lars Pedersen, skriver knr.gl.

Flere og flere vælger at flytte væk fra Grønland. Endda langt flere, end der flytter til. Og det betyder, at netto-udvandringen stiger. Nye tal fra Grønlands Statistik viser, at tallet er steget markant de seneste ti år.

- Hvis vi kigger på den persongruppe, der er født i Grønland, så kan en del af forklaringen på udvandringen være, at mange rejser ud for at tage en uddannelse. Og det gør man typisk i alderen 15-25 år, og en stor del af vandringerne er også netop koncentreret i de aldersklasser, vurderer chefkonsulent i Grønlands Statistik Lars Pedersen.

I 2008 var der 653 flere personer født i Grønland, der udvandrede end indvandrede - og det er det højeste tal de seneste ti år.

Langt de fleste af dem, der vandrer, er mellem 15 og 29 år - og hovedparten af dem er kvinder, viser opgørelsen fra Grønlands Statistik.

De nye tal fra Grønlands Statistik viser også, at selve befolkningstallet er faldet for fjerde år i træk. 1. januar 2005 boede her 56.969 personer, mens der pr. 1. januar boede 56.194. Det vil sige et fald på 715 personer.

Powered by Labrador CMS