Udvalgsformand: Kritisabelt at kontrakter mangler

Formanden for Inatsisartuts Anlægsudvalg finder det kritisabelt, at Naalakkersuisut endnu ikke har fået servicekontrakterne for passagerbefordring på plads.

Til nytår udløber servicekontrakterne på passagerbefordring, og derefter er trafiksituationen i servicekontraktområderne uvis.

Naalakkersuisut har nemlig endnu ikke præsenteret nye kontrakter, og det ærgrer i den grad formanden for Inatsisartuts Anlægsudvalg, Justus Hansen (D):

- Jeg bor også i et servicekontraktområde. Det er ikke særligt befordrende, at det er så usikkert, hvad der kommer på bordet, siger Justus Hansen, der selv er bosat i Tasiilaq.

Anlægsudvalget er det udvalg, der skal følge tilblivelsen af servicekontrakterne sammen med Finans- og Skatteudvalget.

Orientering mangler

Men udvalgsformanden kan endnu ikke sige noget om, hvordan trafikken skal afvikles i servicekontraktområderne efter nytår:

- Vi skulle have haft en orientering i august, og det har vi ikke fået. Udvalget har hæftet sig ved, at vi endnu ikke har set noget på det område.

- Det er kritisabelt, siger Justus Hansen.

En turistoperatør fra Qasigiannguit har fortalt til Sermitisiaq.AG, at de manglende servicekontrakter skader hans virksomhed, fordi han ikke kan fortælle turisterne, hvordan de skal komme til byen efter nytår.

Den kritik kan Justus Hansen godt forstå:

Skete også sidste gang

- Vi ved jo, at turistoperatørerne skal lave tilbud og så videre, og når de ikke har noget konkret at sælge, er det svært. Folk tænker allerede på ferie, og det er jo ikke et billigt land at komme til i forvejen, siger Justus Hansen, der er ærgerlig over, at man ikke har lært mere af fortiden:

- Det kommer op hver gang, at det er sent på året, at man får forhandlet dem færdige, siger Justus Hansen.

Da de nuværende servicekontrakter blev præsenteret i september 2016 mødte de bred kritik fra både befolkning, kommuner og flere politikere. Efter stort pres fandt politikerne et millionbeløb til forbedre de allerede indgåede kontrakter.

Sermitsiaq.AG har forsøgt at få et interview med naalakkersuisoq for infrastruktur Karl Frederik Danielsen om sagen, men det er endnu ikke lykkedes.

Powered by Labrador CMS