Udvalg skal vurdere kørekortkrav til ATV

Et kontaktudvalg med danske og grønlandske myndigheder skal kigge på, om kørekortkravet til ATV kan sløjfes.

Da det ikke er muligt at erhverve kørekort i alle bygder, så er det problematisk, at det kræver et kørekort at betjene en ATV, skriver folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) i et spørgsmål til den danske transportminister.

- Ved flere bosteder i Grønland er borgerne afhængige af at bruge ATVer som transportmiddel til befordring af syge, personer med handicap, til postomdeling og til erhvervsbrug, såsom fårehold. Det er en hindring, at der kræves et kørekort for at betjene ATVer i Grønland, skriver Aaja Chemnitz Larsen.

I sit svar skriver ministeren, at kravet om kørekort først og fremmest er af hensyn til trafiksikkerheden, men der kan være ændringer på vej:

Vil ikke udelukke ændringer

- Jeg vil ikke udelukke, at der kan ske en tilpasning af reglerne i relation til færdsel på ATV’er i Grønland, men det forudsætter en nærmere undersøgelse og en konkret afvejning af hensyn, herunder om det kan gøres på en færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde, skriver transportminister Benny Engelbrecht.

Sagen har været bragt op tidligere men er tilsyneladende ikke kommet videre de senere år. Men nu oplyser ministeren, at der i februar blev nedsat et såkaldt kontaktudvalg bestående af relevante danske og grønlandske myndigheder.

Skal revidere lovgivning

Udvalget skal se på behov for revision af den grønlandske færdselslovgivning:

- Regulering af ATV’er og kørekortkrav hertil er identificeret som et punkt, som kontaktudvalget vil tage op, skriver Benny Engelbrecht.

Udvalget har dog endnu ikke mødtes på grund af coronakrisen, men ministeren forventer, at udvalget mødes snarest muligt.

Powered by Labrador CMS