Udvalg betænkelig ved køb af politikutter

Naalakkersuisut ønsker at købe en politikutter til fiskerilicenskontrol. Udvalg godkender rokeringer på 8,3 millioner kroner men stiller også spørgsmål.

Politikutterne Sisak II og III er til salg. Selvstyret vil købe den ene.
Offentliggjort

Fiskerilicenskontrollen (GFLK) kan se frem til at få et nyt fartøj. Der er dog ikke tale om en fabriksny båd, men i stedet en aldrende politikutter, som politiet har udbudt til salg, efter at ordensmagten selv har modtaget nye fartøjer.

Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut har skullet godkende købet af den nu tidligere politikutter - Sisak - via en række rokeringer på finansloven for i alt 8,3 millioner kroner.

Der afsættes 6,5 millioner kroner til selve anskaffelsen af fartøjet, og derudover forhøjes bevillingen til GFLK med 1,8 millioner kroner i år.

- Hvor længe kan det holde?

Udvalget har godkendt, at Naalakkersuisut bruger pengene, men udvalget har også betænkeligheder ved købet og har stillet en række spørgsmål til Naalakkersuisut.

Udvalget ønsker blandt andet at vide, om Naalakkersuisut har afsøgt markedet for billigere alternativer. Udvalget stiller også spørgsmålstegn ved, at der skal bruges 1,8 millioner kroner på drift af fartøjet til det sidste halve år af 2022, samt hvor længe Naalakkersuisut regner med at skibet er operationelt henset til, at det er af ældre dato.

Budrunde slutter fredag

Grønlands Politi er ved at sælge i alt to gamle politikuttere. På sin hjemmeside skriver politiet, at kutterne Sisak II H 1265 og Sisak III H 1274 begge er bygget til sejlads i Grønland i 1998.

- Kutterne er godkendt til at have 12 personer ombord på dagfart, mens de på døgnfart må have otte passagerer med ombord. På kutterne er der desuden redningsmidler til 16 personer, skriver politiet videre.

Kutterne sælges til højestbydende i en budrunde, der slutter fredag. Politiet forbeholder sig retten til at afvise alle bud.

Powered by Labrador CMS