Udspil: Nikkulaat bliver grillet offentligt
Formanden for fiskeriudvalget, Siumuts Henrik Fleischer, er sammen med partikollegaen Simon Simonsen og Demokraternes Steen Lynge ved at trække tæppet væk under Naalakkersuisoq for Fiskeri Nikkulaat Jeremiassen.
OBS: Opdateret kl. 17.49, red.
Torsdag forsøgte IA at vælte Nikkulaat Jeremiassen med en mistillidserklæring. Angrebet mislykkedes, fordi Formanden for Inatsisartut Vivian Motzfeldt ikke ville acceptere det stillede mistillidsvotum, fordi emnet ikke hørte ind under det dagsordenspunkt, man var i gang med at behandle.
Her sent fredag eftermiddag ser det ud til, at Nikkulaat Jeremiassens dage som naalakkersuisoq er ved at rinde ud. Eller vil flertallet i Inatsisartut blot uddele en rigtig stor næse. Det er det åbne spørgsmål.
Udsædvanlig mindretals-erklæring
Med en usædvanlig mindretalserklæring, som de tre politikere i fiskeriudvalget står bag, skaber de tvivl om Nikkulaat Jeremiassens troværdighed.
I pressemeddelelsen skriver de:
Citat: Under et samråd med Inatsisartuts Fiskeri- Fangst og Landbrugsudvalg d. 20. marts forsikrede Naalakkersuisoq, at hellefiskefiskeriet er bæredygtigt.
Men i Sermitsiaq kunne man d. 15. februar læse, at Naalakkersuisoq Nikkulaat Jeremiassen ”erkender, at fiskeritrykket efter hellefisk er ved at nærme sig smertegrænsen.” Og knap en måned tidligere, d. 25. januar, oplyste han i en § 37-besvarelse til Inatsisartut, at bestanden har været faldende over en længere årrække, og at der biologisk er klare tegn på, at bestandene overudnyttes.
Det er svært at få til at hænge sammen med Naalakkersuisoqs udtalelser under samrådet.
Udvalget for Fiskeri, Fangst og Landbrug finder det vigtigt, at udmeldinger fra Naalakkersuisoq for Fiskeri er konsistente og retvisende. Det har både befolkningen og Inatsisartut krav på.
Vurderinger behøver ikke at være sort-hvide; forbehold og nuancer kan sagtens tænkes at forekomme – ja forbehold og nuancer kan være en forudsætning for, at oplysningerne kan anses at være fyldestgørende.
Men når svarene fra Naalakkersuisoq for Fiskeri under et samråd fremstår uforenelige med oplysninger, som samme Naalakkersuisoq har fremsat blot uger forinden – ja, så bringer han sig i en situation, hvor hans troværdighed sættes på spil.
Det kan hverken udvalget, befolkningen eller Naalakkersuisoq selv være tjent med. Citatslut
Livline
De tre politikere giver imidlertid til slut i pressemeddelelsen en livline til Nikkulaat Jeremiassen med følgende opfordring:
- Udvalget for Fiskeri, Fangst og Landbrug opfordrer derfor Naalakkersuisoq til at præcisere sine udtalelser: Overudnyttes bestandene eller er hellefiskefiskeriet bæredygtigt, spørger de i al offentlighed.
Flertals-erklæring
Formanden for fiskeriudvalget Henrik Fleischer har desuden udsendt en flertals-erklæring, hvor man udtaler “stærk kritik” af de skiftende udmeldinger om bæredygtigheden.
Og der er andre sten i skoen, der trykker i samarbejdet – eller måske mangel på samme – med Nikkulaat Jeremiassen.
- Ligeledes mener medlemmerne i udvalget at de har fået lovning på at den kan give inputs til indholdet af kommissoriet for Fiskerikommissionen. Medlemmerne i udvalget føler at de ikke har fået korrekt orientering af Naalakkersuisoq. For Naalakkersuisut har den 8.3.2019 meddelt at arbejdet med udfærdigelsen af indholdet af kommissoriet var færdigt. På den baggrund mener medlemmerne i udvalget at de er blevet overlistet af Naalakkersuisoq For Fiskeri.
- Fiskeriudvalget mener at Naalakkersuisoq for Fiskeri i udførelsen af sit embede har udtalt sig ud over det ham pålagte.
- Det er et ønske i Fiskeriudvalget at Naalakkersuisoq For Fiskeri afgiver korrekte oplysninger til udvalget således at arbejdet i udvalget ikke skades, hedder det i flertals-udtalelsen fra fiskeriudvalget.
Bemærk Kruses rolle
Det interessante er, at Karl Kristian Kruse er på flertalssiden og dermed undsiger sin partikollega i naalakkersuisoq-stolen med en langt stærkere kritik end den mindretallet kom med.
Dermed er det blevet synliggjort, hvilken splittelse der internt er i landets største parti Siumut om fiskeripolitikken.