UDSOLGT: Ingen billetter fra Danmark den næste måned

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at købe en flybillet fra Danmark til Grønland før en gang til august. Air Greenland oplyser, det skyldes indrejserestriktioner og håber på de lempes inden længe.

Hvis man søger på flyrejse fra København til et sted i her i landet på Air Greenlands hjemmeside den næste måned så får man beskeden: De ønskede afgange er udsolgte.

- Der er korrekt, at der i øjeblikket ikke er flere billetter til salg på ruten fra København til Kangerlussuaq i juli, da myndighederne endnu ikke har meldt ud, hvilke indrejserejserestriktioner, der vil gælde for juli måned, oplyser Air Greenland til Sermitsiaq.AG.

Det er ikke fordi Air Greenland, ikke vil flyve folk hertil, men der er fortsat restriktioner om, at der maksimum må flyve 810 passagerer ind fra Danmark pr. uge, som gælder frem til 30. juni.

- Air Greenland er klar til at frigive mere plads på ruten, hvis myndighederne finder det forsvarligt i forhold til den gældende Covid-19 situation, udtaler Air Greenlands kommunikationschef Katja Vahl.

Vaccinationerne skrider frem

Vaccinationsprogrammet skrider frem og mere end 20.000 har fået første stik, mens mere end 10.000 har fået begge stik og er færdigt vaccinerede.

Men det er ikke nok til, at man helt kan slippe tøjlerne. Selvstyret har forsat ikke meldt ud, hvordan restriktionerne bliver i sommerferiemåneden juli.

Ifølge Sermitsiaq.AG’s oplysninger kommer der ikke nyt om restriktionerne før i begyndelsen af næste uge.

Powered by Labrador CMS