Udmelding fra Trumps rådgiver: Godt nyt for Grønland

Det er afgørende, at Grønland får afklaret, hvad man vil have ud af den øgede amerikanske interesse, vurderer to eksperter.

Offentliggjort

Sent i går meldte præsident Donald Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton i et tweet ud, at han har drøftet Grønland med USA's ambassadør i Danmark, Carla Sands. Han skriver, at de har drøftet 'at øge hastigheden i USA's økonomiske forbindelser til Grønland, herunder investeringer i projekter til mineraludvinding og opgradering af lufthavne'.

Lektor ved Forsvarsakademiet Jon Rahbek-Clemmesen siger, at udmeldingen skal ses i lyset af det seneste års charmeoffensiv fra USA overfor Grønland, hvor signalerne nu bliver mere tydelige.

- Dette er godt nyt for Grønland. Det er mere konkret end det vi tidligere har set, selvom det stadig ikke er helt konkret. Men når John Bolton melder ud i en tweet på denne måde, så er det et signal om, at USA er villig til at betale en økonomisk pris for sine sikkerhedspolitiske interesser i Grønland, siger han til Sermitsiaq.AG.

Med eller uden Danmark

Ulrik Pram Gad, lektor i arktisk kultur og politik ved Aalborg Universitet er enig i, at det grundlæggende er positivt for Grønland, at USA nu tilsyneladende vil gå ind i en helt konkret dialog. Han gør dog samtidigt opmærksom på, at Naalakkersuisut og Inatsisartut nu må afklare, hvad man egentlig vil have ud af den øgede interesse.

- For det første må man jo blive enige om, hvorvidt man vil forhandle uden om Danmark, således som Pele Broberg (PN) foreslår, eller om man vil gøre det sammen med Danmark. Det ville dog ikke ligne Kim Kielsen at gå enegang. Men man kan også forestille sig forskellige mellemløsninger, siger han.

- For det andet skal man gennemtænke, hvad USA kunne komme med, og hvordan man vil reagere på dette. Det er vigtigt at man bliver enige om, hvordan man vil prioritere sine krav til USA.

Ulrik Pram Gad understreger i den forbindelse, at det er vigtigt også at sætte sig ind i hvilke krav, der er nemme for USA at gå ind på og hvilke, det vil være mere vanskelligt at få igennem.

Investering i mineprojekter

Jon Dahl-Clemmesen er enig i, at det er vigtigt, at man nu forbereder sig godt på kommende forhandlinger med USA.

- De konkrete forhandlinger vil foregå bag lukkede døre og er naturligvis super følsomme. Her vil man se, hvad USA helt konkret vil tilbyde. Jeg vurderer, at det ikke bliver så vanskelligt at blive enige om, hvilke muligheder USA skal have for at varetage sine interesser i Grønland. Det afgørende bliver hvem der skal betale for hvad og hvad prisen skal være.

Ulrik Pram Gad bider mærke i, at John Bolton i sit tweet ikke blot nævner investeringer i lufthavne, men også direkte nævner investeringer i mineprojekter.

- Det overrasker mig faktisk lidt og spørgsmålet er, hvad man helt konkret skal lægge i det. I modsætning til Kina, der mere eller mindre kan beordre sine statsejede virksomheder til at investere, så kan den amerikanske stat ikke direkte investere i mineprojekter. Spørgsmålet er om det så handler om, at man vil facilitere private virksomheders engagement i mineprojekter eller om man ligefrem er villig til at stille økonomiske garantier, siger Ulrik Pram Gad.

Powered by Labrador CMS