Udløste færøsk valg: Strid om regnbuebørns efternavne er nu løst

I november fyrede lagmanden en minister, der var imod beslutning om regnbuebørns efternavne. Det udløste valg.

Jenis av Rana er leder af det kristelige parti Miðflokkurin, på dansk Centerpartiet. Han har i mange år været modstander af registreret partnerskab for homoseksuelle.

En strid om homoseksuelles rettigheder, som spillede en stor rolle i det færøske regeringskollaps i november, er nu løst.

Det skriver det færøske medie KVF.

Det færøske parlament, Lagtinget, vedtog tidligere i år, at børn af homoseksuelle par har ret til at modtage efternavnet fra begge forældre.

Men den daværende landsstyremand for udenrigsanliggender og kulturområdet, Jenis av Rana, ville ikke gennemføre vedtagelsen.

Jenis av Rana er leder af det kristelige parti Miðflokkurin, på dansk Centerpartiet. Han har i mange år været modstander af registreret partnerskab for homoseksuelle.

Sagen blev flyttet til en anden landsstyremand. Men ifølge Det Færøske Nyhedsbureau gik Jenis av Rana efterfølgende ud og sagde, at han ikke håbede, at den med ansvaret ville følge lagmandens ordre.

Det fik den daværende lagmand, Bárður á Steig Nielsen, til at sende Jenis av Rana hjem.

Efterfølgende trak Miðflokkurin sin støtte til lagmanden. Han mistede sit flertal og udskrev valg.

Efter valget i begyndelsen af december kunne Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), Tjóðveldi (Republikanerne) og liberale Framsókn så danne regering.

Og på ordrer fra den nye landsstyremand for justits- og indenrigsanliggender, Bjarni Kárason Petersen, har biskop Jógvan Fríðriksson nu inkluderet medforældre i den del af kirkebogen, som omhandler efternavne.

- Jeg er glad for og lettet over, at vi nu endelig har fået løst det, siger biskoppen ifølge KVF.

Parallelt med konflikten ventede et mistillidsvotum ellers Jenis av Rana.

Årsagen skulle findes i udtalelser, som den daværende landsstyremand kom med 25. oktober i en radioudsendelse.

Her ville en lytter vide, om Jenis av Rana kunne støtte en homoseksuel statsminister i Danmark. Et spørgsmål, radioværten mente var henvendt mod De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

- Det kan aldrig komme på tale. Det at leve som såkaldt homoseksuel er i strid med den grundlov, som jeg personligt har, og som mit parti også har, og som jeg synes, at Færøerne også har, sagde han.

Efterfølgende sagde Jenis av Rana, at det ikke var møntet på De Konservatives formand, og at han havde udtalt sig som formand for Miðflokkurin, ikke som landsstyreformand. Men en samlet opposition og én fra koalitionen var klar til at vælte ham.

Mistillidsvotummet bortfaldt, da det skulle fremsættes den dag, hvor av Rana endte med at blive afskediget.

Powered by Labrador CMS