En udfordring at være journalist i et tætmasket samfund: Fjender for altid?

Hvordan rapporterer en journalist objektivt om et emne, der involverer en overbo, en kusine, en eks-kæreste, en god kilde, en gammel skolekammerat eller journalistens mors bedste ven? I større lande ville man nok bede en kollega om at tage over, men i Grønland er der så få journalister, at det ikke altid lader sig gøre.

At folk er filtret ind i hinanden på mange måder er et vilkår for medierne i Grønland. Journalister kan godt få lidt sved på panden af at tænke på, at han/hun fornærmer folk – og deres venner – og dermed risikerer at udløse uvenskaber.

- Prisen for at rage uklar med hinanden er høj

- Journalister og kilder i et lille samfund, som det grønlandske, skal ofte omgås i mange forskellige sammenhænge resten af livet: Som fætter og kusine, som forældre til børn på samme skole, som journalist og kilde. Det gør prisen for at rage uklar med hinanden høj. Og derfor har journalister i små samfund generelt set en tendens til i højere grad at undgå konflikter end i større samfund, hvor sandsynligheden er lav for at journalisten har mange forskellige relationer til kilde, forklarer kommunikationsforsker Signe Ravn-Højgaard til AG, som til daglige underviser på universitetet i Nuuk.

I større lande er det om ikke omkostningsfrit, så langt lettere at rage uklar med dem, man rapporterer om. Sandsynligheden for, at journalister bumper ind i kilder i deres privatliv er lille. Det kan give større spændvidde for kritisk journalistik og udveksling af idéer og meninger.

Cirka 40 journalister

Signe Ravn-Højgaard har – som en af meget få gennem tiderne – brugt flere år på at forske i det grønlandske medielandskab, og fredag forsvarede hun på Ilisimatusarfik sin ph.d.-afhandling. Heri berøres også, at det ikke kun er negativt for journalistikken, at reporterne i visse tilfælde går på listesko og måske laver færre konfliktoptrappende historier.

I sin afhandling refererer Signe Ravn-Højgaard også andre forskeres arbejde, herunder Naimah Hussain, som under feltstudier på grønlandske medier har indkredset et positivt element ved den gensidige afhængighed mellem presse og omgivelserne.

- Naimah Hussein fandt ud af, at en af de strategier journalister i Grønland bruger til at skrive kritisk om folk, man har relationer til på kryds og tværs, er at gøre sig meget umage med præcisionen og korrektheden i det man udgiver. Herunder at påstande kan dokumenteres tilstrækkelig, forklarer Signe Ravn-Højgaard.

Du nævner i afhandlingen, at der kun er 40 nyhedsjournalister i Grønland. Er der så en urealistisk forventning til, hvad der kan bedrives af journalistik - herunder undersøgende journalistik?

- Jeg ved ikke nok om, hvilke forventninger folk har til journalistikken til reelt at kunne svare på spørgsmålet. Man ja, der er ganske få journalister til at dække alt fra kompliceret fiskeripolitik, formandsopgør i Siumut og kommentere sportskampe samt holde taleradioen kørende. At folks forventninger til journalistikken er høje, er dog ikke det samme som at sige, at disse forventninger er uberettigede i et demokrati, understreger Signe Ravn.

Afhandlingen, der bærer titlen »Offentligheden i mikrosamfund – et casestudie«, strejfer også det høje antal danske journalister, som traditionelt har befolket grønlandsk presse. Det kan der angiveligt også siges både godt og dårligt om.

Et problem kan være, at der har hersket »postkolonielle magthierarkier« på redaktionerne, og at de flyfriske er gledet direkte ind i chefstillinger, selv om de har manglet lokalkendskab. Signe Ravn anskuer også fænomenet fra et andet ringhjørne.

- Danske journalister har ikke de samme overlap af roller, da de sjældent er i familie med deres kilder i Grønland, bemærker hun.

Katastrofalt

Medierne er presset fra flere sider og går en uvis fremtid i møde. Annoncemarkedet er lille og domineret af offentligt ejede selskaber. Den lokale mediestøtteordning er svær at langtidsplanlægge efter. Der er et meget begrænset antal læsere, seere og brugere. I sin afhandling fremhæver Signe Ravn-Højgaard, at det koster cirka det samme at lave en radioavis til 50.000 mennesker som til 50 millioner.

- Der er flere af den slags smådriftsulemper, påpeger Signe Ravn, som dog også bemærker, at det private mediehus, Sermitsiaq.AG, i flere år har haft en robust økonomi med en solid egenkapital.

Problemer med at rekruttere grønlandske journalister gør medierne yderligere udsatte.

Sidste uge udgjorde en aktuel pressemeddelelse fra Medieforbundet (TP) baggrundskulisse for netop det tema. Heri fremgik, at KNRs radioavis mangler fem grønlandske journalister, og at KNR havner i »en katastrofal situation« for nyhedsafdelingen, hvis bare en af dem siger op. Afdelingen er »en vigtig del af det nationale beredskab« konstaterer TP.

Forbundet bruger også politikernes målsætninger om selvstændighed som argument for flere penge.

- Nu hvor politikerne går ind for selvstændighed, har der aldrig været så meget brug for grønlandske journalister, lyder appellen fra TP.