Udenrigsminister kommer til Nuuk i morgen
Relationen mellem Grønland og Danmark skal plejes og styrkes. Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod besøger Grønland i dagene den 22.-24. august.
Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge (D), får fornøjelsen af den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod fra i morgen. Den danske udenrigsminister kommer nemlig på hurtig visit for at ”styrke relationer mellem Danmark og Grønland”.
Det meddeler det danske udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
- Det er personligt meget vigtigt for mig at sikre et levende, ligeværdigt og respektfuldt rigsfællesskab, der udvikler sig i takt med tiden. Det gælder også på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Naalakkersuisoq Steen Lynge og jeg tog hul på nogle rigtig gode drøftelser om netop dét, da vi mødtes i juli og jeg ser meget frem til at genoptage dialogen, siger Jeppe Kofod.
Også udvalg for udenrigs- og sikkerhedspolitiske område får mulighed for at mødes med Jeppe Kofod.
Samarbejde i fokus
Den danske udenrigsminister vil benytte lejligheden til at drøfte konkrete muligheder for et styrket samarbejde, blandt andet for at sikre, at Naalakkersuisut i endnu højere grad bliver inddraget i udenrigs- og sikkehedspolitik med betydning for det grønlandske folk, lyder det.
- Vi har allerede taget en række nye og positive skridt i den rigtige retning. Herunder f.eks. de to fællesmøder med den amerikanske udenrigsminister Pompeo. Men jeg ser stadig et stort potentiale for et fælles, forstærket og forbedret samarbejde i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Så jeg glæder mig til at udveksle idéer til nye initiativer med Naalakkersuisoq Lynge og jeg er ivrig efter, at få dem gjort til virkelighed, siger Jeppe Kofod.
Den nye arktiske strategi 2021-2030 er under udarbejdelse, og forventes at blive lanceret i starten af næste år.