Uden Kina ingen mine ved Kringlerne

Kinesiske selskaber sidder tungt på teknologi og marked for sjældne jordarter. Tanbreez er på jagt efter investorer til, hvad de mener er verdens næst største forekomst af sjældne jordarter. Greg Barnes håber at gå i gang med minen om to år.

Sjældne jordarter og Kina hører sammen. Når Grønland siger ja til en mine ved Kringlerne, siger man dermed ja til at lukke Kina ind.

Det skriver avisen AG.

Det er meget svært. Ja, reelt umuligt at komme uden om Kina, hvis der skal gang i en mine med sjældne jordarter i Killavaat Alannguat (Kringlerne).

For kinesiske selskaber kontrollerer i den grad alt – økonomi, teknologi, marked - vedrørende de sjældne jordartsmetaller, der er så vigtige i elbiler, computere, telefoner, vindmøller.

Det fortæller en af de førende danske eksperter på området chefkonsulent Per Kalvig, GEUS (De nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).

Kina har næsten monopol

- Kina har en strategi om at kontrollere værdikæden og markedet hele vejen rundt. Det er der politisk opbakning til, og der har Kina andre metoder end vestlige lande. Kina kan dreje på prisskruen, hvis de får konkurrence.

- Og på den måde opnå næsten monopol. EU-Kommissionen arbejder hårdt på at opnå større uafhængighed for Europa. Og det gør USA også. Men det er nemmere på papiret end i virkeligheden.

- Lige for øjeblikket er det noget af en udfordring at komme uden om Kina, hvis man arbejder med sjældne jordartsmetaller, siger Per Kalvig til avisen AG.

Ikke desto mindre er det, hvad australske Tanbreez forsøger ved Kringlerne.

Du kan læse mere om sagen i den nye udgave af avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS