Uddannelse om klimaændringer undersøges

Naalakkersuisut er i samarbejde med Købehanhavns universitet ved at undersøge mulighederne for en uddannelse i klimaændringer placeret i Ilulissat.

Indlandsisen

Naalakkersuisut mener, at området i Diskobugten kan give en unik mulighed for at undervise i samspillet mellem ismasser, havet og samfundet.

Derfor arbejdes der på, at unge i Grønland og unge fra andre lande fremover får mulighed for en international uddannelse inden for klimaændringer.

Selvstyret oplyser i en pressemeddelelse, at Naalakkersuisut har godkendt, at der arbejdes med muligheder for etablering af en kandidatgrad i klimaændringer i Ilulissat.

Samarbejde med København

Naalakkersuisut undersøger mulighederne med Københavns universitet.

- Diskobugten har stor bevågenhed fra verdenssamfundet, fordi en af verdens hurtigste gletsjere møder havet der. Vi ved, at klimaforandringer vil give store ændringer for vores samfund og for hele verden. Ændringerne forventes at blive størst i Arktis, så klimaændringer skal vi have med i planlægning af vores fremtidige samfund, udtaler Naalakkersuisoq for uddannelse, Ane Lone Bagger i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisoq for uddannelser har haft dialogmøde med borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, der er villig til et samarbejde om uddannelsen.

- Jeg er glad for, at borgmesteren i Avannaata Kommunia gerne samarbejder med Naalakkersuisut, således vi også kan udvikle uddannelsesaktiviteterne i Ilulissat. Desuden ser jeg muligheder for at turistsektoren, læreruddannelsen og andre uddannelser kan få nytte af at tage kurser inden for klimaændring, afslutter Naalakkersuisoq for Uddannelse, Ane Lone Bagger.

Powered by Labrador CMS