Gå til hovedindhold

Tvungne mundbind kan blive virkelighed i danske lufthavne

Dansk luftfart lægger an til genåbning med nye regler, der skal mindske smittefare. Det kan ende med mundbind.

Når rejsende igen kan lette fra danske lufthavne, efter at coronavirusset har lukket grænser og holdt de fleste fly på jorden, vil det ske med nye regler for at mindske smittefare.

Hvordan de skal være, er den danske luftfartsbranche ved at finde frem til på baggrund af nye anbefalinger fra den europæiske luftfartsmyndighed, Easa.

- De regler skal vi nu diskutere sammen med de danske myndigheder. Hvordan passer det ind i den danske sammenhæng, siger Michael Svane, direktør for brancheforeningen Dansk Luftfart under Dansk Industri.

- Det er et vigtigt og nødvendigt skridt, fordi det også handler om, at passagererne skal have tillid til, at de igen kan sætte sig op i en flyvemaskine, siger han.

Ekstra rengøring og massiv skiltning

Torsdag mødes repræsentanter fra dansk luftfart med Transportministeriet om, hvad der skal gælde i Danmark.

Easa anbefaler ekstra rengøring, massiv skiltning og information om hygiejne og sikker afstand mellem passagererne i lufthavne og flykabiner.

Men derudover lyder det, at passagerer skal bære mundbind, fra de går ind i lufthavnen, mens de sidder i flyet, og til de forlader lufthavnsterminalen på destinationen.

Og det kan meget vel være noget, der kommer til at gælde for rejsende i danske lufthavne.

Mundbind er central anbefaling

Benny Engelbrecht siger, at det er en central anbefaling, at passagerne bærer mundbind under hele rejsen:

- Det er ikke helt på linje med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mundbind. Men det vil være helt naturligt, at de danske selskaber følger de fælles retningslinjer, idet luftfart er en grænseoverskridende aktivitet.

Flere lande har indført obligatorisk mundbind i det offentlige rum. Men ifølge den danske Sundhedsstyrelse er det usikkert, om det har en effekt på smittespredningen.

SAS har indført krav om mundbind

Easa lægger op til, at rejsende, der ikke har mundbind på, bliver bortvist fra lufthavnen eller nægtet adgang til flyet.

Luftfartsselskabet SAS, der onsdag meddelte, at en del af selskabets flyvninger genoptages i juni, har allerede indført krav om mundbind.

Det samme har flere andre selskaber, mens Norwegian har meldt ud, at det afventer Easa's anbefalinger.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER