TV: Kim fra Nuuk udfordrer vildmarken

Realityprogrammet ”Alene i Vildmarken” har i år deltagelse af Kim Krohn, der er født og opvokset i Nuuk, men nu bor i Kolding. Den vildeste udfordring, lyder det fra familiefaderen, som betragter naturen som sit kontor.

Kim Krohn kom som to-årig på sin første rensdyrjagt sammen med sine forældre i fjeldene nær Nuuk. Det har præget ham lige siden.

Den 45-årige Kim Krohn, gift og far til to sønner, har siden barnsben i den grad nydt at opholde sig i fjeldene i Grønland, hvor der blev fisket og drevet jagt efter ryper og rensdyr.

Med den baggrund var det således en fantastisk nyhed han fik sidste år, hvor tv-selskabet United Production fortalte ham, at han var udvalgt til at deltage i dette års program “Alene i Vildmarken”, der vises over de kommende syv torsdage kl. 20.00 på DR1. Første gang i morgen aften.

Overlev længst muligt

Kim Krohn er uddannet biolog, men er også blevet certificeret som coach, neuropsykologisk coach og mentaltræner, hvilket gav ham en yderligere motivation for at søge optagelse i programserien, hvor man med få redskaber får en opgave et sted ude i den norske natur: overlev længst muligt og længere end de syv andre deltagere, og du har vundet.

- Det var en vild udfordring, at jeg helt alene selv skulle sørge for min overlevelse. Og aldrig før er jeg taget afsted uden at vide, hvornår jeg kunne vende hjem, fortæller Kim Krohn til Sermitsiaq.AG, der er blevet pålagt tavshed om, hvordan turen så gik.

Sermitsiaq.AG er således forhindret i at få svar på de mest oplagte spørgsmål: Vandt du, hvordan var det, hvad var værst og bedst…

Nysgerrigheden drev ham

Men forhistorien tillader produktionsselskabet, at vi løfter sløret for.

- Grunden til, at jeg gerne ville deltage, var også en nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan mit sind ville arte sig, når jeg skulle opholde mig i naturen helt alene. Ja, hvilke stress-udfordringer bliver man udsat for, forklarer Kim over telefonen fra sit hjem i Kolding.

- Ja, oplevelsen ville kunne berige mig fagligt i mit arbejde som mentaltræner, fortæller Kim og forklarer, at man som menneske kan mere, end vi tror, når vi står i en situation, hvor det handler om overlevelse. Den erfaring rigere vil han godt afsløre, at han fik med hjem.

Opsparet behov

Med to drenge født i 2012 og 2016 var livet i flere år blevet sat på forældre-pause i forhold til at udforske og opholde sig i naturen. Han indrømmer, at der var et opsparet behov for at komme ud i hans legeplads: naturen, der i 26 år med bopæl i Nuuk havde præget hans liv så meget.

- Det er jo fantastisk, at man blandt så mange ansøgere bliver udvalgt, så man fik den gyldne mulighed for en ægte naturtur, lyder det begejstret fra Kim.

Det er fjerde gang, at realityprogrammet bliver vist med dansksprogede deltagere. Underholdningsprogrammet, der stammer fra USA, fik således næsten en million seere, da finaleafsnittet sidste år blev vist via tv og streamingtjenester.

Udvælgelsen

Redaktionschef Rikke Louise Mandorf fra United Productions fortæller, at man gør en del ud af at få udvalgt de rigtige deltagere.

- Vi ser på flere parametre. Det handler eksempelvis ikke kun om at være superstærk fysisk, forklarer hun og peger på, at deltagerne også skal være mentalt udrustede.

Hun vil ikke afsløre, hvor i Norge optagelserne er foregået.

- Men optagelserne, som de otte medvirkende har klaret, er foregået på et tidspunkt i efteråret et sted i Norge, lyder det hemmelighedsfuldt fra redaktionschefen.

Læs om de øvrige deltagere på DR: ”Alene i Vildmarken”

Powered by Labrador CMS