Nuuk

TV2-koncert i Nuuk

Så er der Showtime den 7. oktober

Steffen Brandt og co. kan igen opleves i Nuuk den 7. oktober. Foto: TV2

Efter et succesrigt forår med koncerter rundt om i Danmark og en sommer på festivaler kommer danske TV-2 igen til Grønland for at synge om “Sæler, hvaler og solskin”. I Nuuk kommer det til at foregå i multihallen Inussivik fredag den 7. oktober, og igen er det Nuuk Shotokan Karate-do, der står for arrangementet.

TV2 har en lang tradition for at spille i Grønland og var her sidst i for to år siden.

Det nye grønlandske band Qaammataasat er opvarmning for Steffen Brandt og co. Begge bands er pladeaktuelle - TV-2 med albummet “Showtime”, der udkom i februar, og Qaammataasat, som fik sit debutalbum på gaden den 15. september.

Nuuk Shotokan Karate-do arrangerede i 2006 også koncert med TV-2 for dengang at skaffe penge til opførelsen af sit nye klubhus.

Nuuk Shotokan Karate Do har også denne gang påtaget sig opgaven med at afholde koncerten, med det erklærede formål at overskuddet skal gå til klubbens børne -og ungdomsarbejde.

Al planlægning, logistik m.v. samt selve koncerten bliver gennemført udelukkende ved brug af frivillig arbejdskraft.

Deriblandt de største af de unge mennesker fra klubben, forældre og andre fra byen, med en interesse for at gøre en indsats for børne- og ungdomsarbejdet i Nuuk Shotokan Karate Do.

Billetter til koncerten kan købes hos Pisiffik, Spar, NotaBene, Natalie, GRC, Stark og Brugsen. Man skal være fyldt 15 år for at komme med til koncerten, og 15-18-årige skal være ifølge med voksne.

Powered by Labrador CMS